Det danske forsikringsselskab Qudos Insurance er blevet erklæret konkurs, oplyser Finanstilsynet.
Qudos Insurance har gennem en længere periode været i økonomiske problemer, og i sidste uge forsøgte selskabet at gennemføre en løsning om afvikling uden tab for kreditorerne, men det lykkedes ikke.
Garantifonden vil i visse tilfælde dække kundernes erstatningsudbetalinger.
Det gælder også skader, der opstår i de næste fire uger. Betingelsen er dog, at man anmelder skaden til Garantifonden inden 20. juni 2019.
Hos Forbrugerrådet Tænk advarer vicedirektør Vagn Jelsøe om, at kunder med ejerskifteforsikringer risikerer at stå uden dækning, hvis de ikke opdager en skade inden for fire uger.
Huset skal gennemgås ekstra grundigt
- Pointen med en ejerskifteforsikring er, at man har fem eller ti år til at finde skjulte mangler i et hus. Det bliver man afskåret fra nu, fordi man kun får fire uger til at anmelde det.
- Så hvis man har en ejerskifteforsikring, så gælder det om at gennemgå sit hus ekstra grundigt og se, om der er skader, der ikke fremgår af tilstandsrapporten, siger han.
Konkursen kommer på et uheldigt tidspunkt for kunderne, for fra årsskiftet træder nye regler i kraft, så Garantifonden i tilfælde af konkurs dækker ejerskifteforsikringer i hele tegningsperioden.
/ritzau/