Forsikringsselskabs nej til at forsikre personer med depression kan være ulovligt

Det mener menneskerettighedsinstitut. Forsikringsselskaber afviser dog pure.

Det kan være i strid med loven at afvise at forsikre personer med depression, mener ligebehandlingschef Maria Ventegodt fra Institut for Menneskerettigheder. Foto: Steffen Estrup

Nanna Inie Strømberg-Derczynski betaler mere i rente på sit forbrugslån, fordi hun har haft en depression. Og det kan være i strid med loven.

Og det er årsagen til de ekstra renter, den er gal med ifølge Institut for Menneskerettigheder. Nanna må nemlig punge ekstra ud, fordi bankens forsikringsselskab har afvist at forsikre hendes lån - på grund af hendes depression.

Og den går ikke, vurderer ligebehandlingschef Maria Ventegodt.

- De må ikke sige, at bare fordi du har haft en depression, så må du ikke få en forsikring. Der kan jo være rigtig mange situationer, hvor en depression ikke har indflydelse på din evne til at tilbagebetale et lån, siger Maria Ventegodt og tilføjer:

- Man kan også have en lille depression, som er velbehandlet, og som på ingen måde påvirker ens arbejdsevne.

Og det er da heller ikke tilfældet med Nanna Inie Strømberg-Derczynski, som er frisk og rask og ikke har haft mén fra depressionen i årevis.

Nanna Inie Strømberg-Derczynski arbejder som erhvervsforsker. Hun har aldrig været sygemeldt på grund af sin depression. Alligevel er den årsag til, at hun skal betale ekstra renter på sit forbrugslån i banken.

Forsikring & Pension afviser

Hverken bankens forsikringsselskab Letpension eller PFA, som administrerer ordningen, ønsker at kommentere den konkrete sag.

Men vicedirektør i brancheorganisationen, Thomas Brenøe, afviser pure, at der finder diskrimination sted i branchen.

- Det er ikke rigtigt, at nogle forsikringsselskaber skærer alle over en kam og siger, vi vil ikke tilbyde forsikringer til nogen, der har haft en depression.

Ifølge Thomas Brenøe sker der altid en individuel vurdering.

- Andet ville også være torskedumt. Man ville sende gode kunder til sine konkurrenter. Forsikringsselskaberne lever af at tilbyde forsikringer til flest mulige.

Han erkender dog, at forsikringsselskaberne ser på kundernes sygdomshistorik – herunder også depression - når de vurderer, om de vil tilbyde en forsikring.

- Uanset hvilken forsikring man ønsker at købe, vil forsikringsselskabet lave en risikovurdering. Når det handler om forsikringer af helbredet, så laver de en vurdering af, hvad risikoen er for, at du bliver så syg, at du ikke kan passe et arbejde, siger Thomas Brenøe.

Det sker alt sammen på et sagligt grundlag, fastslår han.

- Det gør man på baggrund af noget statistisk materiale og noget viden, som er samlet sammen om forskellige sygdomsforløb, lyder det.

Kan være OK

Ligebehandlingschef Maria Ventegodt er enig i, at der kan være sager, hvor det er rimeligt, at forsikringsselskabet lægger vægt på depression.

- I nogle sager er det urimeligt, og i andre er det helt i orden, at forsikringsselskabet lægger vægt på, at man har en depression. Fordi det indebærer en risiko for, at de ikke kan arbejde og dermed heller ikke kan betale deres lån tilbage, siger hun.

Det er dog ikke tilfældet for Nanna Inie Strømberg-Derczynski, som på intet tidspunkt har været sygemeldt på grund af sin depression.

Alligevel kan mange flere sager som Nannas være på vej, mener Maria Ventegodt.

- I rigtig mange forsikringer finder man krav om, at man skal være fuldstændig sund og rask og ikke må have et handicap eller en funktionsnedsættelse, som har at gøre med ens sundhedstilstand. Jeg tror, vi kommer til at se rigtig mange sager om diskrimination på grund af handicap i adgangen til forsikringer, slutter hun.

Landsforeningen For Psykisk Sundhed, Sind, vil nu have prøvet sagen. Landsformand Knud Kristensen kalder den for diskrimination og går til Ligebehandlingsnævnet for at finde ud af, om der er tale om diskrimination.

- I Danmark må man ikke diskriminere på grund af et handicap, og det synes jeg, at det her er et helt klart eksempel, siger han.

Facebook
Twitter