Forsker ikke i tvivl: Strejker kan lamme togtrafikken igen

Dyb frustration og forskellig strategier ved forhandlingsbordet skaber konflikt.

Foran Hovedbanegården i København stod flere DSB-ansatte med bannere og skilte. De har endnu engang nedlagt arbejdet, fordi de frygter, at en ny overenskomst vil betyde forringede vilkår. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

En overenskomststridig arbejdsnedlæggelse er i dag gået hårdt ud over togpassagerer på Sjælland.

Forhandlingerne om en ny overenskomst er blevet til en kompliceret, langvarig konflikt, og derfor holdt tog flere steder i landet stille, mens medarbejdere i DSB nægtede at trække i arbejdstøjet.

Siden november sidste år, hvor DSB overgik til en privat overenskomst, har strejker lammet trafikken fem gange, og det er formentlig ikke sidste gang, det sker.

Det vurderer arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Laust Høgedahl.

- De ansatte har ved flere lejligheder vist, at de er villige til at lave denne her type aktioner. Derfor kan man sagtens forestille sig, at det kommer til at ske igen. Situationen er meget fastlåst, og mange medarbejdere er dybt frustrerede, siger forskeren.

Men hvorfor strejker togpersonalet, og hvad er det, der gør det så svært for parterne at nå til enighed?

Ansatte frygter forringede vilkår

Forhandlingsstriden mellem DSB og de ansatte, der er organiseret i Dansk Jernbaneforbund, går tilbage til december 2017, hvor DSB meldte sig ind i den private arbejdsgiverorganisation Dansk Industri.

For at være på samme vilkår som konkurrenter (for eksempel Arriva og Metroselskabet) opsagde DSB også de tidligere offentlige overenskomster samt en række lokalaftaler, og det er medarbejdernes vilkår i disse aftaler, DSB og de ansatte siden har forhandlet om.

- Når man flytter fra offentlig til privat overenskomst skal alle lokalaftaler genforhandles, og det er her, stridens kerne ligger. Parterne har haft utrolig svært ved at få de her ni lokalaftaler på plads, fordi lønmodtagerne oplever, at ledelsen benytter lejligheden til at foretage ændringer, der forringer deres løn- og arbejdsvilkår, siger Laust Høgedahl.

Parterne har forskellige strategier

Når forhandlingerne går i hårdknude, skyldes det ifølge arbejdsmarkedsforskeren, at de to stridende parter går til forhandlingsbordet med forskellige strategier.

- Ledelsen ser ud til at gå efter enkelte aftaler for nogle grupper, få dem lukket og på den måde arbejde forhandlingerne i mål skridt efter skridt. Omvendt har Dansk Jernbaneforbund og lønmodtagerne stået fast på, at de ikke vil skrive under på noget eller indgå i konkrete aftaler, før alt er forhandlet på plads, siger Laust Høgedahl.

Der er flere forskellige personalegrupper, der skal tilgodeses i forhandlingsprocessen, og forbundet har flere gange udtalt, at "ingen skal efterlades perronen".

- De vil sikre gode vilkår for alle, før der bliver skrevet under på noget som helst, og det er en af grundene til, at de står i den her situation, lyder det fra forskeren, der har fulgt med i sagen siden 2017.

Knaster er arbejdstid, tillidshverv og løn

Noget af det, der har fyldt allermest i forhandlingerne er striden om, hvornår og hvordan de ansatte skal arbejde og også, hvilken medindflydelse de har på planlægningen af deres egen arbejdstid. Med tidligere overenskomster har tillidsrepræsentanterne haft ansvaret for at få puslespillet med vagtplaner og ferier til at gå op. Den rolle vil DSB overtage.

Derudover har DSB spillet ud med en halvering i antallet af tillidsrepræsentanter, og det har været et af store temaer i offentligheden, siger Laust Høgedahl.

Blandt andet i forbindelse med dagens strejke.

- Lønmodtagerne opfatter det, som om at man ville stække deres medindflydelse på arbejdet i DSB, da ledelsen spillede ud med en reduktion i tillidshverv. De ansatte er gået med til at sænke det fra 99 til 41, men aftalen er ikke skrevet under, og det er derfor, de nu står uden, lyder det fra forskeren, der tilføjer, at strid om lønspørgsmålet endnu ikke er luftet for offentligheden:

- Løn er en stor del af den her slags lokalaftaler. Hvor uenige parterne er her, har vi tilgode at finde ud af.

Forhandlingerne har ingen deadline

Med et stort antal ansatte fordelt på flere forskellige personalegrupper kan det tage lang tid at forhandle overenskomster på plads, og situationen mellem DSB og Dansk Jernbaneforbund er særlig.

- Det er ikke hver dag, vi ser en stor statslig virksomhed gå fra en offentlig til en privat overenskomst. Og når det er så sjældent, at der er tale om så store lokalaftaler, der skal genforhandles, kan det gøre processen svær, siger Laust Høgedahl.

Han påpeger, at forløbet også adskiller sig fra centrale overenskomstforhandlinger som OK18, fordi der ikke er en deadline for, hvornår parterne skal nå til enighed.

- Der er ikke noget naturligt udløb. Når vi taler om OK18, så er der altid en presserende deadline, som skal overholdes, hvis parterne skal undgå konflikt. Det lægger pres på, og det kan parterne ikke gøre på samme måde her. I stedet presser medarbejderne så DSB ved at nedlægge arbejdet.

DSB skruer bissen på i Arbejdsretten

Tilbage i november blev en række ansatte i DSB idømt bod for tre arbejdsnedlæggelser, der af Arbejdsretten blev betegnet som systematiske. Og efter arbejdsnedlæggelsen i dag, trak DSB igen Dansk Jernbaneforbund i retten på vegne af de ansatte.

DSB ville have en retsformand til at tage stilling til, om arbejdsnedlæggelsen skulle have konsekvenser for de strejkende ansatte og deres faglige organisation, og i Arbejdsretten blev DSB-ansatte i første omgang bedt om at stoppe den overenskomststridige strejke.

Om den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse skal føre til en bod mod de strejkende vil blive afgjort ved kommende retsmøder. Desuden har ledelsen i DSB i dag bedt Dansk Arbejdsgiverforening om at indlede en sag om organisationsansvar over for Dansk Jernbaneforbund, som der også senere vil falde afgørelse i:

- Hvis der er beviser mod Dansk Jernbaneforbund, eller hvis det er over halvdelen af medlemmerne i en fagforening, der har nedlagt arbejdet, så er der præcendens for, at Arbejdsretten vil dømme den faglige organisation for at svigte sit organisationsansvar, forklarer Laust Høgedahl.

Facebook
Twitter