Næste gang du køber ind i supermarkedet, så behøver du ikke få dårlig samvittighed, når du bærer varerne hjem i en plastikpose.
Det er nemlig det bedste valg for miljøet, viser en undersøgelse fra DTU Miljø og Miljøstyrelsen.
- Hvis du ikke er så god til at huske at tage indkøbsposen med i supermarkedet igen og igen og igen – så er plastikposen det miljømæssige bedste valg, siger seniorforsker Anders Damgaard fra DTU Miljø.
Bomuld belaster meget
DTU har set på, hvilken belastning de mest almindelige bæreposer udsætter miljøet for.
Og indkøbsposer af bomuld falder overraskende helt igennem.
- Vi har set på miljøbelastningen ved produktion, brug og senere affaldsbehandling af de her indløbsposer. Og produktion af bomuld har faktisk en ret stor belastning på miljøet. Der er især en stor påvirkning af vandmiljøet og et ret stort energiforbrug, siger Anders Damgaard.
Skal bruges 7.000 gange
- Når vi regner miljøpåvirkningen ved produktion af bomuld med - så skal sådan sådan en bomuldspose genanvendes mindst 7.000 gange før den kan hamle op med plastikposen, siger Anders Damgaard.
Det svarer til, at man skal have sin bomuldspose med ned i supermarkedet hver dag i tyve år før miljøbelastningen svarer til plastikposen.
Indkøbspose bliver til affaldspose
Når plastikposen klarer sig så godt i undersøgelsen, så skyldes det det danske affaldssystem.
- Når vi kommer hjem med vores indkøb, så genbruger de fleste plastikposen som affaldspose, siger Anders Damgaard.
- Vi er rigtig gode til at håndtere plast herhjemme. Det bliver enten genanvendt eller ryger i forbrændingen og bliver til varme og energi. Det er ikke en stor miljøbelastning at producere en plastikpose, og når vi oveni er gode til at genanvende den som affaldspose, så er plastikposen ikke så slem, som de andre materialer, siger han.
Papirposer er miljøvenlige - men skrøbelige
Papirposer er også et godt miljøvalg.
Men de har den svaghed, at de sjældent bliver genbrugt eller brugt som affaldspose, fordi papirposer nemmere går i stykker.
Bioplastposer klarer sig heller ikke så godt i undersøgelsen. Problemet er, at de ikke altid nedbrydes ordentligt. Derfor kan bioplastposer ødelægge affaldsbehandlingen eller blive liggende i naturen, skriver Miljøstyrelsen.