Forsker: Usædvanligt langt og besværligt forløb

Aftaler om overenskomster for alle offentlige ansatte er i hus efter et usædvanligt forløb, siger forsker.

Formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, var en glad mand, da forhandlingsparterne annoncerede et forlig på det statslige område. (Foto: Torben Christensen /Scanpix © Jens Nørgaard Larsen)

Overenskomstaftalen på det statslige område blev slutningen på måneders lange forhandlinger.

Og det har også været ualmindeligt lange, fortæller arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra Center for Arbejdsmarkedsforskning ved Aalborg Universitet.

- Det er helt usædvanligt, at vi har haft et så langt og besværligt forløb i den offentlige sektor. For normalt finder parterne hinanden - også uden Forligsinstitutionens indblanding, siger han.

I Forligsinstitutionen har forligsmand Mette Christensen skullet mægle mellem parterne, der i slutningen af februar ikke kunne blive enige om aftaler for de omkring 745.000 offentligt ansatte.

Skal til afstemning

Ifølge Henning Jørgensen er det i nyere tid kun set i 2002, at forhandlinger er endt i Forligsinstitutionen.

Selv om der er landet en aftale på alle områder, mangler der stadig en del detaljer om indholdet.

Aftalerne skal også til afstemning - på det regionale og kommunale område i forbundene og på det statslige sker det samlet.

- På det kommunale område stemmer lærerne for sig selv. Der kan jo komme et nej, så vi er ikke sikret mod konflikter endnu. Men vi er nok sikret mod en storkonflikt.

- Jeg tror også, at det er svært at få en nej-kampagne til at få meget vind i sejlene, siger Henning Jørgensen.

Hovedpunkter i den statslige aftale

  • Offentligt ansatte får lønstigninger, som sikrer reallønsstigninger, og den offentlige lønudvikling følger den private. Det er samtidig lykkedes at fjerne privatlønsværnet.

  • Lønrammen er på 8,1 procent over de næste tre år.

  • Aftalen indeholder en eksplicitering af den betalte spisepause. Det betyder, at de statsansattes ret til betalt spisepause kommer ind som en del af overenskomsten. Det vides endnu ikke, hvad lønmodtagerne har betalt for det.

  • En kommission på det kommunale område skal skabe et grundlag for forhandlingerne om en ny aftale om arbejdstid, også for underviserne i staten.

  • Aftalen indeholder ikke et nyt lønsystem. Det var ellers statens topforhandler Sophie Løhdes ønske, at man fik et nyt lønsystem, så folk kan blive mere individuelt belønnet.

Kilder: Sophie Løhde, Flemming Vinther, CFU

/ritzau/

Facebook
Twitter