Forsvarsminister: Våbeneksport giver arbejdspladser

Forsvarsminister Nicolai Wammen kalder det ”glædeligt”, at dansk våbeneksport stiger: ”Det bidrager til vækst og arbejdspladser”.

"Glædeligt", siger forsvarsminister Nicolai Wammen om den danske våbeneksport, der er mangedoblet siden 2000. (Foto: Mads Rafte Hein © DR)

Regeringen glæder sig over og støtter, at det går fremad med dansk eksport af militært udstyr.

- Det bidrager til vækst og arbejdspladser, siger forsvarsminister Nicolai Wammen (S).

Danmark eksporterer hvert år våben og militært udstyr for mellem 1,5 og 2 milliarder kroner. Det er først og fremmest USA, NATO-landene og EU-lande, der køber militært udstyr i Danmark.

Voldsom stigning

Der er sket en voldsom stigning i eksporten af militært udstyr i de år, hvor Danmark har deltaget i krige i Afghanistan, Irak og Libyen.

I 2000 fik danske virksomheder tilladelse til at eksportere militært udstyr for 200 millioner kroner. I 2012, hvor de seneste tal er fra, fik virksomhederne tilladelse til eksport for 1,6 milliarder kroner.

Det viser en gennemgang af eksporttilladelser til våben og udstyr med militær anvendelse, som DR's Undersøgende Databaseredaktion har foretaget.

Skaber flere arbejdspladser

Forsvarsminister Nicolai Wammen fortæller, at regeringen og Forsvarsministeriet arbejder aktivt for yderligere at støtte forsvarsindustrien og den danske eksport af militært udstyr:

- Jeg vil gøre mit for at skabe flere arbejdspladser og øget vækst i Danmark. Det sker blandt andet gennem ”Open for Business” strategien, som har til formål at støtte fremme af dansk forsvarsindustri og virksomheder, som kan levere produkter til forsvarsområdet.

”Open for Business” blev lanceret af Nicolai Wammens forgænger i embedet, Nick Hækkerup (S) sidste år i maj.

Diplomater skal hjælpe

Det er en del af projektet, at danske forsvarsattacheer på ambassader rundt om i verden skal yde bistand til danske virksomheder og lette kontakten med de respektive landes forsvarsmyndigheder og virksomheder.

- Det er mit indtryk, at danske virksomheder og dansk erhvervsliv er glade for initiativet, og det er min hensigt at videreføre det gode samarbejde om at støtte danske virksomheder, siger Nicolai Wammen.

Justitsministeriet oplyser i en aktindsigt, at 44 danske virksomheder har tilladelse til produktion af militært udstyr ifølge krigsmaterielloven.

Ud over tilladelsen til produktion af militært udstyr skal virksomhederne også anmode om tilladelse til eksport af udstyret.