Fritstillet BR-ansat kæmper desperat for nyt job: 'Har sendt 50-70 ansøgninger'

- Da butikken lukkede ned, var vi grædefærdige, fortæller salgselev.

Den 23-årige salgselev Charlie Søbygge fortæller, at han har sendt omkring 50-70 jobansøgninger, siden hans arbejdsplads, legetøjsbutikken Fætter BR, gik konkurs i slutningen af december. (© PRIVATFOTO)

- Vi kunne slet ikke forstå, at sådan en stor kæde og sådan en god arbejdsplads skulle lukke så hurtigt.

Sådan beskriver den 23-årige salgselev Charlie Søbygge sin sidste arbejdsdag i legetøjsbutikken Fætter BR lige før nytår.

- Da butikken lukkede ned, var vi grædefærdige og krammede hinanden, siger han.

Skulle være færdig til sommer

Charlie Søbygge havde set frem til at afslutte sin læreplads hos Fætter BR i Hørsholm Midtpunkt til sommer.

I stedet fik han sammen med sine kollegaer i butikken den triste nyhed om lukningen, da koncernen Top-Toy gik konkurs sidst i december.

- Jeg skulle have været til en fagprøve i maj og skulle være endelig færdig til august. Men nu er jeg opsagt og skal ud og finde et nyt sted, hvor de vil tage mig ind de sidste måneder, siger han.

Han er derfor efter nytår blevet kastet ud i en vild jobjagt, hvor han i de seneste dage har rakt ud til massevis af potentielle, nye arbejdsgivere på nettet, sociale medier og ved selv at møde op i butikker.

- Jeg har ligget søvnløs og skrevet rundt til omkring 50 firmaer og har været ude med mellem 50 og 70 ansøgninger, siger han.

Facebook-opslag blev rødglødende

Der gik heller ikke længe, før den 23-årige nybagte far et par dage inde i det nye år begyndte at mærke reaktionerne på sin ihærdige jobsøgning.

Et Facebook-opslag om salgselevens situation blev fra det ene øjeblik til det andet rødglødende på det sociale medie, fortæller han.

- Det gik lige pludselig totalt viralt. Da delingerne blev ved med at stige og stige, så tænkte jeg, at det alligevel er utroligt, at man har så mange mennesker, der vil hjælpe én, siger han.

Charlie Søbygge fik pludselig anmodninger og beskeder fra vildt fremmede på Facebook. Det var skulderklap og opmuntrende ord fra mennesker, der havde set hans opslag.

- Jeg fik lange, søde beskeder fra folk, jeg slet ikke kender, og fra kunderne oppe i Hørsholm, der takkede for den fantastiske service og den person, jeg er, fortæller salgseleven.

1.200 kollegaer er i samme situation

Charlie Søbygge er dog ikke alene. I alt er omkring 1.200 ansatte i Top-Toys Fætter BR- og Toys'R'Us-butikker blevet fritstillet.

Top-Toy har overenskomst med fagforeningen HK, som nu skal ud at lede efter nye jobs til de fritstillede legetøjsmedarbejdere.

Og det bliver ikke nemt for alle at finde job, siger Kim Jensen, som er faglig chef i HK-Handel.

- Når man har været i BR Legetøj, har man typisk haft et fuldtidsjob, og det er svært at finde fuldtidsjob, efter lukkeloven er blevet ophævet på vores områder, siger han.

Hos Top-Toy er man dog lige nu i gang med at forhandle om at sælge konkursboet. Ifølge DR's oplysninger så er Salling Group og Coop blandt de interesserede.

Overtager en ny virksomhed Top-Toy, så håber Kim Jensen, at de også overtager medarbejderne.

- Det vil være glædens dag, hvis der er en virksomhed, der vil gå ind og overtage hele eller dele af det og videreføre det, siger han.

Kan ikke vente på salg

23-årige Charlie Søbygge håber også på, at Fætter BR kan fortsætte som arbejdsplads med nye ejere.

Personligt har han dog sagt farvel til sin elevplads, forklarer han.

- Sådan som situationen ser ud lige nu, så er mit mål at komme videre. Jeg aner ikke, hvornår der kommer afklaring, så lige nu vil jeg ud at søge nye veje, siger han og tilføjer, at han er taknemlig for tiden og den viden, han har fået gennem sin plads i BR.

Charlie Søbygge er lige nu i dialog med flere salgschefer fra forskellige virksomheder, som på baggrund af hans virale jobopslag har bedt ham om at søge en elevplads hos dem.

- Det har jeg så gjort og har været til et par jobsamtaler, og nu venter jeg så på svar, siger han.

Han er heller ikke i tvivl om, hvad der virker, når andre hans kollegaer skal forsøge at lande på benene igen efter den dramatiske konkurs.

- Man har mange flere mennesker, der vil hjælpe én, end man lige går og tror. Der vil komme nogle udfordringer her i livet. Det er bare om at tage imod dem og så bruge det fantastiske netværk, man har, siger Charlie Søbygge.

Hvad vil du opfordre andre af dine kollegaer, som er i samme situation, til selv at gøre for at komme videre?

- De skal ud at vise sig selv frem og ud til de arbejdspladser, der mangler elever. De skal ud at fortælle, hvor fantastiske os sælgere og medarbejdere i Top-Toy er, siger han.

Facebook
Twitter