Frivilligt arbejde giver større jobtilfredshed

Spejderledere, håndboldtrænere, besøgsvenner, natteravne og andre, som bruger fritiden på frivilligt arbejde, har et bedre arbejdsliv.

Frivilligt arbejde som natteravn, idrætstræner og besøgsven har en positiv effekt på folks arbejdsliv, viser en undersøgelse.

Når man bruger lidt af fritiden på frivilligt arbejde, så får man også et bedre arbejdsliv.

De frivillige har flere fordele ud af indsatsen. Dels får de følelsen af, at de mestrer noget, de får flere sociale relationer gennem det frivillige arbejde, og dels får de også en adspredelse fra det betalte arbejde. Det viser en tysk undersøgelse ifølge videnskab.dk.

Forskere ved University of Konstanz i Tyskland undersøgte 105 personer som i gennemsnit udførte 6,7 timers frivilligt arbejde om ugen ud over deres fuldtidsjob. Arbejdet omfattede alt fra kirkelige sysler til deltagelse i brand- og redningsarbejde.

Større velvære efter frivilligt arbejde

I en periode på to uger skulle de frivillige udfylde et spørgeskema lige før de gik i seng og efter de kom hjem fra arbejde.

De blev bedt om at vurdere, om de havde fået tilfredsstillet sociale behov og behov for at mestre nye færdigheder, og om de havde fået løsrevet sig psykisk fra deres betalte arbejde under de frivillige sysler.

Frivilligt arbejde giver noget du ikke kan få på arbejdspladsen

Efter deres betalte arbejde skulle de blandt andet rapportere om deres følelse af velvære, og der er en sammenhæng, konstaterer Eva Mojza, der er en af forskerne bag undersøgelsen.

- Frivilligt arbejde kan tilfredsstille behov som man ikke får tilfredsstillet i arbejdslivet, siger hun i en pressemeddelelse og fortsætter.

- De positive sammenhænge, som vi fandt i denne undersøgelse, støtter tanken om, at selv krævende og stressende beskæftigelser i fritiden, som for eksempel frivilligt arbejde i brand- og redningstjenester, kan have positive psykologiske effekter, og medføre fordele på arbejdspladsen, siger Eva Mojza.

Facebook
Twitter