Frygt for amerikansk reaktion sender EU-skat til Facebook og Google i grøften

Uenighed om digital skat udsætter skattesmæk til Google, Apple og Facebook.

EU-landene får ikke tilstrækkelig del i Google og andre techvirksomheders store indtægter. Hver gang Google tjener 10 kroner, kommer ni kroner fra reklamer. (Foto: Thomas Peter © Scanpix)

Amerikanske techgiganter som Google, Apple og Facebook skovler penge ind på det europæiske marked.

Men de efterlader alt for lidt i de europæiske statskasser, mener de fleste af EU's medlemslande, som i en årrække har ønsket hårdere beskatning af de største amerikanske internetfirmaer.

Det ønske har EU-Kommissionen forsøgt at efterkomme med et forslag om at pålægge de største internetfirmaer en afgift på tre procent af omsætningen fra blandt andet annoncer på sociale medier og via søgemaskiner.

Men forslaget ramte en nordisk mur, da det første gang skulle diskuteres af EU-landenes finansministre i går.

- Det kommer ind som en hund i et spil kegler, i forhold til hvordan vi beskatter i Danmark. Vi er ikke modstandere af, at der kommer beskatning på tech-selskaber. Det er jeg varm tilhænger af, at der kommer, men vi skal have en beskatning, hvor vi er klar over rækkevidden, og hvad er muligheden for at håndhæve den, sagde finansminister Kristian Jensen (V) i aftes efter et møde med de øvrige finansministre i EU.

Danmark, Irland og Sverige er modstandere af forslaget.

Tyskland havde oprindeligt støttet ideen og underskrev i sommer en fælles erklæring med Frankrig, men nu prøver Tyskland at neddrosle forslaget til stor frustration for den franske regering.

Ret og rimelighed

Ifølge den danske EU-kommissær for konkurrence, Margrethe Vestager, slipper tech-giganterne alt for billigt fra beskatning i Europa, og det skævvrider konkurrencen, mener hun:

Tech-giganterne slipper alt for billigt fra beskatningen i Europa, og det skævvrider konkurrencen, mener hun:

- Det er et spørgsmål om ret og rimelighed. I dag betaler digitale virksomheder omkring ni procent i skat i gennemsnit, hvor andre i gennemsnit betaler omkring 23 procent. Der er altså en over 100 procent forskel i effektiv beskatning, og det er ikke rimeligt, fordi selskaberne konkurrerer om kapital, medarbejdere og en lang række andre ting, siger Margrethe Vestager i dagens Følg Pengene på P1.

Modstanderne af forslaget er blandt andet bekymrede for reaktionen fra Washington i USA. Her vil en lov om digital skat på techfirmaer blive tolket som et angreb på amerikansk erhvervsliv, lyder det:

- Forslaget er blevet præsenteret som om, at det sigter mod amerikanske virksomheder, så selvfølgelig vil der være en reaktion fra USA, sagde Kristian Jensen i går.

Novo betaler skat i Danmark

Men der er brug for nye metoder til at beskatte nye typer virksomheder som globale it-virksomheder, der tjener penge på brugerdata og digitale reklamer, slår Vestager fast:

- Det handler om at prøve at opdatere grundbegreberne i virksomhedsbeskatning til moderne, digitale tider. Hvor og hvordan skabes der værdi, og hvad vil det sige at have en skattemæssig tilstedeværelse i et land, siger Margrethe Vestager.

En fælles digital EU-skat vil kræve enighed blandt samtlige EU-medlemmer. Men en sådan enighed ser lige nu ud til at have lange udsigter.

Derfor har blandt andre Spanien og England allerede meldt ud, at de vil gennemføre deres egne digitale beskatning af store internetvirksomheder.

Men løsningen med uden videre at lægge skat på store internetvirksomheders omsætning advarer den danske brancheorganisation Dansk Erhverv stærkt imod.

- Argumentet med, at der skal beskattes der, hvor værdien bliver skabt, er næppe gangbar i Washington. Her kan man med rette sige, at værdien af lægemidler skabes i USA. Hvis du tager Novo Nordisk, så er faktum, at de har halvdelen af deres omsætning i USA, men at de ikke betaler ret meget selskabsskat i USA. De betaler rigtigt meget selskabsskat i Danmark, hvor patenterne ligger, siger Jacob Ravn, der er skattepolitisk chef hos Dansk Erhverv.

Ifølge Vestager er forskellen dog, at værdien for internetselskaberne netop skabes via brugere i modsætning til tilfældet med medicin.

EU-Kommissionens forslag omfatter selskaber med en global omsætning på mere end 5,5 milliarder kroner, der også tjener betydeligt i Europa.

Der lægges op til at beskatte omsætning fra annoncer på søgemaskiner og sociale, formidlingsplatforme som AirBNB og Uber samt virksomheder, der sælger data.

Skatten ventes at ramme cirka 180 globale selskaber, det er dog særligt amerikanske giganter som Google, Facebook, Apple, Amazon, Airbnb og Uber, som ville blive strejfet af en fast skat på omsætningen, hvis den gennemføres.

Googles moderselskab Alphabet slog sidste år omsætningsrekord, da koncernen havde samlede indtægter for 716 milliarder kroner. Facebook slog også rekord med en omsætning på 180,4 milliarder kroner.

Apple ramte tidligere på året en milepæl, da markedsværdien rundede 1.000 milliarder dollars svarende til 6.527 milliarder kroner.

Facebook
Twitter