Frygt for fremtiden får priser på olie og fødevarer til at falde

International handelskonflikt rammer bønder og mineselskaber.

Prisen på kobber falder på grund af frygt for fremtidens økonomi. REUTERS/Kham (Foto: KHAM © Scanpix)

Både fødevarer og metaller falder i pris på de internationale råvarebørser.

Men de faldende priser er ikke noget at juble over. Prisfaldene er nemlig drevet af frygt for fremtiden, lyder det fra en analytiker.

- Prisen på råvarer svinger ofte i takt med, hvordan man forventer verdensøkonomien vil udvikle sig.

- Når vi ser store fald på råvarer nu, så skyldes det bekymring for, hvad handelskrigen mellem USA og Kina og EU vil føre med sig, siger makroanalytiker Kim Blindbæk fra Sydbank.

Kobber falder

Det er ikke kun stål og aluminium, som USA har lagt ekstra told på, der bliver ramt af prisfald.

Kobber, der i høj grad bliver brugt i elektronik, er faldet med 12 procent på en måned.

- Man er bange for, at efterspørgslen efter for eksempel elektronik vil falde. Det hele handler om, at man er urolig for om væksten i verdensøkonomien vil falde. Det presser prisen ned på en lang række af råvarer, uanset om de er blevet pålagt importtold eller ej, siger Kim Blindbæk.

Det er metaller, som industrien bruger til at fremstille produkter af, der falder i pris. Foruden kobber er metaller som aluminium og nikkel, der bruges i rustfrit stål, også faldet i pris.

Fødevarer går ned

Også fødevarer er ramt af prisfald.

Ikke overraskende falder prisen også på soja-bønner. Det er en af de varegrupper, Kina har pålagt ekstra told som gengældelse for amerikansk told på kinesiske varer.

Men ligesom med metallerne bliver andre fødevarer end sojabønner også trukket med ned.

FN's fødevareorganisation FAO registrerede for første gang i år et fald i verdensmarkedspriserne på en række fødevarer.

Foruden soja er er de to andre store vegetabilske olier - palmeolie og solsikkeolie - faldet i pris.

Også majs er på en ordentlig rutchetur prismæssigt, og det skyldes ligesom med metallerne, at markederne er bange for hvilken betydning handelskrigen vil få.

- Men fødevarer er sårbare, for man kan ikke lige skrue op eller ned på antallet af soja-bønner, siger Kim Blindbæk.

- For producenter som landmænd, miner, stålværker, så er krisen et problem. De vil få færre penge for deres varer.

Olien er ramt

Og en anden vigtig international handelsvare, nemlig olien, går heller ikke fri, men mærker konsekvenserne på lige fod med alle andre råvarer.

- Hvis væksten kører ned i et lavere gear, så kommer der også en lavere efterspørgsel på olie – og det presser prisen ned, siger Kim Blindbæk.

Hvis man skal lede efter et lille lyspunkt i disse prisfald på råvarer, så er det bilisternes briller, man skal tage på. Faldende oliepriser er nemlig gode nyheder for forbrugerne, også i Danmark

-. Når olieprisen falder, er der tendens til, at vi vil se billigere benzin og diesel, siger Kim Blindbæk.

Facebook
Twitter