Frygter total nedlukning: Produktionsdanmark ruster sig mod nye smittebølger

Det bliver meget dyrt, hvis en hel fabrik må lukke ned, frygter vindmølleproducent.

Vindmølleproducenten Vestas har taget termometre i brug for at holde øje med medarbejdernes helbred.

Danske virksomheder forsøger at beskytte sig mod den stigende coronasmitte i udlandet og herhjemme.

Frygten er, at en afdeling eller hele fabrikker risikerer at må lukke, hvis der sker omfattende smitte blandt medarbejderne.

Helt konkret får alle ansatte på fabrikken en gang om dagen målt deres temperatur.

En af de virksomheder, som siden foråret har opbygget et beredskab mod corona, er Vestas i Ringkøbing.

En total nedlukning på grund af et coronaudbrud risikerer nemlig at koste vindmøllefabrikken mange penge, siger fabrikschef Anders Thygesen.

- Det vil blive dyrt, og det vil belaste vores kollegaer i andre lande voldsomt. For så skal du jo lave alt det, som vi ikke får lavet, siger han.

Tjekker temperaturen på ansatte

For at begrænse smitten har Vestas ligesom andre produktionsvirksomheder besluttet sig for at dele medarbejderne op i små grupper, som spiser og arbejder sammen.

Samtidig har fabrikken taget termometre i brug for at holde øje med medarbejdernes helbred. Helt konkret får de ansatte på fabrikken en gang om dagen målt deres temperatur.

De ansatte bliver også opfordret til selv at måle, om noget er galt, inden de tager på arbejde, fortæller Anders Thygesen.

- Vi vil gerne undgå en smittespredning her på fabrikken, og vi har fundet ud af, at det at tage temperaturen, er et rigtigt godt supplement til andre tiltag, vi har lavet.

- Og medarbejderne har faktisk taget rigtigt godt imod det, siger Anders Thygesen.

Stigende smitte i industrien

I den seneste tid har flere større produktionsvirksomheder været ramt af smitte.

Det er blandt andet set på Danish Crowns slagteri i Ringsted, hvor 165 medarbejdere blev konstateret smittet med corona.

Også 50 udenlandske arbejdere på et prestigebyggeri i Carlsberg Byen er blevet konstateret smittet med corona.

Flere større produktionsvirksomheder har i den seneste tid været ramt af smitte.

Hos interesseorganisationen Dansk Industri er der dybe panderynker over de smittekurver, som de seneste uger har budt på.

Medlemsdirektør Lars Frelle-Petersen er dog optimistisk omkring, at virksomhederne denne gang har haft tid til at ruste sig.

- Det er helt afgørende, at produktionen kan opretholdes. Derfor skal vi finde måder, så de ansatte kan møde ind, uden at de smitter hinanden.

- Ellers er vi nødt til at lukke hele fabrikker ned, siger Lars Frelle-Petersen.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter