Fup-sms'er fra iTunes i omløb: Pas på misbrug af kontooplysninger

Falske sms-beskeder fra Apples medieafspiller iTunes er i omløb. Hackerne vil frit kunne handle i AppStore.

Hvis du modtager en sms fra iTunes disse dage, skal du være ekstra opmærksom. For lige nu florerer sms'er, hvor afsenderen udgiver sig for at være fra iTunes.

I virkeligheden er afsenderen hacker og ønsker at få adgang til dit login og brugernavn for at kunne misbruge din iTunes-konto.

Sms'erne er på dansk og velskrevne, og du bliver opfordret til at trykke på et link, fortæller Mads Nørgaard Madsen, partner og it-sikkerhedsekspert i revisions- og rådgivningsfirmaet PwC.

- Først og fremmest er det et identitetstyveri. Du bliver franarret dine personlige og private oplysninger, så de frit kan misbruge din iTunes-konto. De kan ikke aflæse dit kreditkort, men misbruge det til eksempelvis at købe gavekort.

- Når du har en iTunes-konto, har du også registreret dit kreditkort. På den måde er det nemt at lave bestillinger, som kan omsættes til rå kapital, siger han.

Via iTunes kan man få adgang til alt muligt. Det kan eksempelvis også være adgang til computerens fotoalbum, fortæller Mads Nørgaard Madsen.

- Vi har eksempelvis set kendte blive afpresset og truet for penge, fordi hackere har fået adgang til deres billeder.

På nuværende tidspunkt er det ikke til at sige, hvor mange der er blevet berørt af det. Hvis man er kommet til at trykke på linket, skal man hurtigt reagere.

Det er ikke sikkert, at hackerne misbruger dine oplysninger, bare fordi du er kommet til at trykke på linket, men hvis man samtidig har prøvet at logge ind med sit kodeord, bør man få ændret det.

/ritzau/

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk