Gældsrådgiver: 'Hvis du har taget kviklån, så skal du IKKE afdrage!'

Er du dybt forgældet, skal du ikke også risikere at ryge på gaden, lyder rådet fra gældsrådgivere.

Telefonen ringer meget mellem klokken 12 og 14 i gældsrådgivningen hos Forbrugerrådet Tænk. (Foto: Camilla Faurholdt-Löfvall)

- Cirka to tredjedele af dem, der kommer ind til os, de har slet ikke råd til at betale deres gæld af.

Sådan lyder vurderingen fra Freddie Vestphal, der er pensioneret direktør og i dag tager telefoner som frivillig gældsrådgiver hos Forbrugerrådet Tænk.

- De har ikke det, der hedder betalingsevne, og det vil sige, at du slet ikke skulle have haft et lån. Men det er der flere af dem, der har fået, siger han.

Gældsrådgivningen taler typisk med ressourcesvage mennesker, som i panik har optaget såkaldte kviklån og nu sidder i gæld til halsen, fortæller Freddie Vestphal.

- De har ikke penge til mad til ungerne, og så tager de et kviklån, som de ret hurtigt kan få leveret. Og de tænker slet ikke på konsekvenser som renter, siger han.

Flere firmaer meldt til politiet

Forbrugerombudsmanden har i dag offentliggjort en ny undersøgelse af branchen for kviklån, der betyder, at seks firmaer er blevet meldt til politiet.

Ifølge Forbrugerombudsmanden har firmaerne brugt vildledende markedsføring.

Fem af firmaerne har også tilbudt lån som ’kassekreditter’ i strid med reglerne, og flere lavede en utilstrækkelig kreditvurdering.

Ifølge Lone Buchardt, der er projektchef for gældsrådgivningen hos Forbrugerrådet Tænk, er der ikke kun tale om lommesmerter. Gælden har også store menneskelige konsekvenser, fortæller hun.

- Borgeren er presset, kan ikke sove om natten, og sygdom er også meget tæt relateret til det her. Det er ekstremt stressende at have rigtig stor gæld og ikke vide, hvordan man skal afvikle den, siger hun.

Løsningen er ifølge gældsrådgivningen i første omgang at få stoppet den onde spiral.

- De skal først og fremmest stoppe med at tage flere lån, komme ind her og få lagt en plan, hvor vi sammen kigger på, hvad de kan gøre for at komme ud af gælden, siger Lone Buchardt.

(Foto: Camilla Faurholdt-Löfvall)

Lukker de vandtætte skotter

Når gældsrådgiverne starter et rådgivningsforløb op, er det vigtigste punkt på dagsordenen at sikre, at de gældsramte fortsat har et sted at bo, fortæller Freddie Vestphal.

- Hvis de fortsætter med at afdrage til højre og venstre, hvad de måske prøver på, så vil de på et tidspunkt blive sat ud af deres lejlighed, siger han.

I stedet skal kviklånstagere og andre gældsramte simpelthen i første omgang helt stoppe med at betale af på deres gæld.

- Vi lukker de vandtætte skotter, så der ikke kommer penge ud til kreditorerne. Vi sikrer os, at borgerne bliver boende, hvor de bor, siger han.

Næste skridt er at få lagt en plan for at komme ud af gælden og samtidig få de gældsramte til at forstå, at de nu skal forvente at skulle igennem fogedret, henvendelser fra inkassofirmaer og andre sanktioner, fortæller han.

- Vi lærer dem spillereglerne. Det kan godt være, at de kan blive generet af de mange opkald, men der er ikke nogen, der kan tage noget fra dem, og de bliver ikke sat ud af deres bolig, siger han.

- Men de må selvfølgelig leve med, at de står i RKI de næste fem år, og at de ikke kan optage andre lån. Hvilket er helt fint, for så er der lukket af for det, siger Freddie Vestphal.

Facebook
Twitter