Gennembrud i skattesag: Udenlandske pensionskasser betaler penge tilbage til Danmark

Mindst to personlige pensionskasser har valgt at betale penge tilbage fra svindel med udbytteskat.

'Den første store sejr' kalder skatteminister Karsten Lauritzen (V) tilbageløbet fra amerikanske pensionskasser, hvor nogle har valgt at tilbagebetale det beløb, de på papiret har modtaget fra Skat.

Først væltede pengene ud. Nu begynder de så småt at trille tilbage i statskassen.

De første af de 277 amerikanske pensionskasser, som har været nøglen til det historisk store svindelnummer om udbytteskat, der har kostet statskassen mindst 12,7 milliarder kroner, har valgt at betale penge tilbage for deres rolle i svindelnummeret.

Ifølge skatteminister Karsten Lauritzen (V) har to enkeltmandspensionskasser foreløbigt valgt at tilbagebetale det beløb, som Skat udbetalte, mens svindlen stod på fra 2012 til 2015.

- Vi har fået et mindre tocifret millionbeløb. Der er langt derfra og op til det milliardbeløb, der er svindlet for. Men det siger noget om, at det er muligt at få en væsentlig del af pengene tilbage, siger Karsten Lauritzen og fortsætter:

- Samtidig får vi nye oplysninger om, hvordan den her svindel er foregået, og de oplysninger vil man komme til at bruge i forhold til at lægge yderligere pres på andre, siger han.

Advokat betaler fire millioner

Blandt andet har den amerikanske skatteadvokat Fred Gander valgt at indgå forlig med Skattestyrelsen om at tilbageføre knap fire millioner kroner svarende til det beløb, han via sin pensionskasse tilbagesøgte i udbytteskat.

Ifølge DR Nyheders oplysninger tjente Gander omkring en halv million kroner på udbyttefidusen i Danmark. Men forliget med Skattestyrelsen betyder, at Gander nu skal tilbagebetale det fulde beløb.

- På den her måde kan vi ansvarliggøre dem, der bare har tjent lidt af pengene og i virkeligheden bede dem betale det fulde beløb, der er svindlet for. Det gør, at jeg er mere optimistisk i forhold til, hvor mange penge det er muligt at få tilbage, siger Lauritzen, som kalder det 'den første sejr for skattemyndighederne' i den her sag.

Ud over en tilbagebetaling af pengene har Skattestyrelsen også indgået aftaler med ejerne af pensionskasserne om udveksling af oplysninger.

- De har indvilget i at udveksle oplysninger med de danske skattemyndigheder som en del af det her forlig, siger Karsten Lauritzen.

Flere kan være på vej

I alt 306 udenlandske selskaber og pensionskasser er blevet benyttet til at hive mindst 12,7 milliarder kroner op af den danske statskasse.

Heraf er 277 amerikanske enkeltmandspensionskasser, som på grund af en skatteaftale mellem Danmark og USA har mulighed for at tilbagesøge udbytteskat, som ellers er holdt tilbage af skattemyndighederne.

Den aftale har dannet motorvejen ind i Skats udbytteafdeling, som har refunderet milliarder til udenlandske rigmænd, som ikke havde betalt den skat, de fik refunderet.

Den britiske finansmand Sanjay Shah regnes stadig for at være hovedmanden bag milliardsvindlen mod Danmark. Hans selskaber sig tegner sig for at have tilbagesøgt over ni milliarder kroner i udbytteskat. (Foto: (Screenshot) © Sanjay Shah/Jack Irvine)

DR Nyheder er i kontakt med flere af ejerne bag amerikanske pensionskasser.

Her er det en overvejelse, om nogle af pengene fra formodet bedrageri med udbytteskat skal betales tilbage til den danske statskasse.

- Du kan kun være ansvarlig for eventuelle penge, du faktisk har modtaget. Og hvis vi modtog penge, der i sidste ende var uretmæssigt betalt, OK, så klarer vi det, siger advokat John Hanamirian.

Han repræsenterer en håndfuld amerikanske pensionskasser, blandt andre to pensionskasser tilhørende rigmanden Gregory Summers, som i 2012 og 2013 modtog i samlet 33,7 millioner kroner fra Skat.

- Der var så mange lag af godkendelser, som tilsagde, at disse transaktioner absolut var legitime. Og nogle af verdens største banker var ude at markedsføre dem. Og så tænker man altså ikke, at man er galt på den, siger han.

'Ret og rimeligt'

Også en anden amerikaner, Sander Gerber, der er direktør for kapitalfonden Hudson Bay Capital, fortæller via sin advokat, at han vil gøre, hvad der er 'ret og rimeligt.'

- I mere end et årti har store banker, herunder investeringsbanker i Europa, udbudt arbitrageprodukter baseret på udbytteskat til investorer.

- Da der nu fra skattemyndighedernes side er sået tvivl om visse af udbyderne, bankerne og transaktionerne, har Sander Gerber instrueret sine advokater i at undersøge myndighedernes krav og herefter foretage sig hvad der er ret og rimeligt, skriver Sander Gerber via sin danske advokat.

Sander Gerbers pensionskasse, Sander Gerber Pension Plan, har modtaget omkring seks millioner kroner fra formodet svindel med udbytteskat i Danmark.

Søndag behandlede DR Nyheder de velhavende amerikanere og deres rolle i udbyttesagen i 21Søndag. Du kan se indslaget her.

Facebook
Twitter