Gennembrud i tysk svindelsag for 75 milliarder: Aktiehandler betaler millioner tilbage

Spektakulært retsopgør nærmer sig slutningen på begyndelsen i Tyskland.

I årevis har en række anklagere i Tyskland efterforsket udbyttesvindelsagen, som i Tyskland har fået navnet Cum-ex-komplekset. Sagen kører her i retten i Bonn. (Foto: Wolfgang Rattay © Scanpix)

Det ser skidt ud for de hundredvis af pengemænd, der følger nysgerrigt med i den første sag om milliardsvindel mod den tyske stat, som nærmer sig sin afslutning ved Retten i Bonn.

Her er to britiske aktiehandlere og fem banker anklaget for fra 2007 til 2011 at have trukket 3,4 milliarder kroner ud af Tyskland.

Sagen er den første i et enormt sagskompleks mod over 400 tiltalte, der har haft en finger med i den største skatteskandale i tysk historie.

Et netværk af finansfolk, advokater og banker beskyldes for at have svindlet de tyske skatteborgere for mindst 75 milliarder kroner ved at vildlede myndighederne til fejlagtigt at refundere udbytteskat.

Og retssagen i Bonn går ikke finansfolkenes vej.

Siden retssagen startede i september, har dommeren, Roland Zickler, kaldt udbyttefidusen både 'amoralsk' og 'strafbar'.

Og senest i sidste uge lød det fra retsformanden, at de tiltalte kommer til at betale pengene tilbage.

Den udmelding får nu den ene af de to tiltalte, den britiske aktiehandler Martin S., til - som den første person i netværket - at betale penge tilbage til Tyskland.

- Jeg er fast besluttet på at tilbagebetale de modtagne penge, siger Martin S. i en pressemeddelelse fra sin advokat, Hellen Schilling.

I Grosse Strafkammer i Retten i Bonn kører den første Cum-ex sag. Her er to personer og fem banker tiltalt for skattesvindel for over tre milliarder kroner. Sagen er led i et stort svindelkompleks, der vedrører svindel for over 75 milliarder kroner. (© Peter Langkilde)

Ifølge pressemeddelelsen har Martin S. foreløbig overført 22,5 millioner kroner til den tyske stat.

Han afventer nu rettens afgørelse. Den ventes at falde i slutningen af marts, oplyser Retten i Bonn til DR.

Den dyreste villa i Dublin

Men Martin S. har også dybe lommer.

Spekulation mod den tyske stat har været en indbringende forretning og har gjort den nordirske civilingeniør til mangemillionær.

Martin S. påstår selv, at han har tjent mellem 100 og 150 millioner kroner på udbyttespekulation mod Tyskland.

De tilfælde, der behandles ved Retten i Bonn, har indbragt Martin S. omkring 90 millioner kroner, har han forklaret i retten.

Kaster man et blik på Martin S.' ejendele, tæller de da også en villa i London til langt over 100 millioner kroner. Og så står hans navn blandt andet på skødet til den dyreste ejendom i Dublin, der har en værdi på over 50 millioner kroner.

Ville ikke gøre det i dag

At Martin S. er den første aktiehandler til at indtage anklagebænken skyldes, at han i årevis har snakket med statsanklageren i Köln om sin og andres involvering i de tvivlsomme aktiehandler, der har kostet de europæiske statskasser en formue.

Lykkes han med at bringe værdifulde oplysninger til statsanklageren, kan han få nedsat sin straf gennem den tyske såkaldte kronvidneparagraf.

Derfor har hans forklaringer i Retten i Bonn også være interessante for offentligheden.

De har nemlig kastet lys over de store bankers handelsgulv i finansdistriktet i London, hvor ekstremt aggressive finansprodukter voksede frem i nullerne.

- Tror jeg, at jeg gjorde noget forkert? Fra dagens perspektiv er det et meget klart: ja. Så jeg kan kun gentage, og det vil jeg gerne konkludere, at med dagens viden og med nutidens indsigt ville jeg ikke have deltaget i de her handler, har Martin S. sagt i retten.

Tråde til Danmark

Martin S.' forklaringer har også givet indblik i udbyttesagen i Danmark, som er knyttet tæt sammen med sagerne i Tyskland.

Martin S. under det første retsmøde i Cum-ex-sagen i Bonn den 4. september. Han er flankeret af sin forsvarsadvokat Dr. Hellen Schilling. (© fotograf peter langkilde DR)

I Danmark er tabet for statskassen opgjort til mindst 12,7 milliarder kroner, og den hovedmistænkte i den danske sag, Sanjay Shah, er også mistænkt i Tyskland.

I sin forklaring til retten fortalte Martin S., at Sanjay Shah og hans kumpaner har benyttet en særligt aggressiv model mod den danske stat, hvor der ikke på noget tidspunkt var reelle aktier involveret i handlerne.

- Selv med min viden om handlernes ekstraordinære rentabilitet, besluttede jeg mig for ikke at blive involveret i disse handler, på trods af at jeg fik tilbuddet på et sølvfad, lød det fra Martin S. i september.

DR har i samarbejde med et netværk af europæiske journalister opgjort tabet for udbyttespekulation mod fem europæiske lande til mindst 410 milliarder kroner.

Retssager rejser sig på stribe

I årevis har en række anklagere i Tyskland efterforsket udbyttesvindelsagen, som i Tyskland har fået navnet Cum-ex-komplekset.

Mens sagen har kørt ved Retten i Bonn, er der blandt andet rejst tiltale mod skatteadvokaten Hanno Berger, den formodede hovedarkitekt bag udbyttesvindel mod Tyskland.

I alt seks personer er anklaget i sagen, som skal køre ved en domstol i Wiesbaden i det sydvestlige Tyskland.

Den tidligere stjerneadvokat bor i dag i eksil i Schweiz, hvor han benægter alle anklager.

Statsanklageren i Köln, Anne Brorhilker, er blevet investeringsbankernes største frygt. Over 400 advokater og aktiehandlere ventes at runde en tysk anklagebænk de næste år i forbindelse med den største skatteskandale i tysk historie. (© fotograf peter langkilde DR)

Også en tredje retssag ligger klar i skuffen. Her har generaladvokatens kontor i Frankfurt tiltalt syv personer for grov skatteunddragelse.

Ifølge Süddeutsche Zeitung handler den tredje sag om den tyske bank Maple Bank GmbH, hvorfra der skal være begået udbyttesvindel mod Tyskland.

Dermed kan sagen i Bonn betragtes som afslutningen på begyndelsen på det enorme retslige oprydningsarbejde.

Investeringsbank skal betale over to milliarder

Langt størstedelen af retssagerne ventes dog at køre ved Retten i Bonn, fordi det var det internationale skattekontor i Köln, som stod for at refundere udbytteskat til de udenlandske finansfolk.

I Köln har statsanklager Anne Brorhilker siden 2013 efterforsket Cum-ex-komplekset. Det er også Brorhilker, som fører sagerne i retten.

Størst ventes regningen at blive til investeringsbanken i Hamburg, M. M. Warburg, som samarbejdede tæt med de to tiltalte aktiehandlere.

Ifølge tyske medier skal M. M. Warburg formentlig betale et krav på 2,1 milliarder kroner for bankens involvering.

I dag fortsætter sagens 38. retsmøde, og retssagen kører videre i morgen samt tirsdag og onsdag i næste uge.

DR's dækning fra Bonn