Ghetto-barnet Moonis Kamil vil skrive sit navn i Danmarks bruttonationalprodukt

Ambitionerne hos iværksætteren Moonis Kamil er ligeså store, som selværdet var småt i drengeårene.

Moonis Kamil kom til Danmark som syvårig fra Pakistan. I dag er han mangemillionær efter salget af virksomhederne Onfone og iPosen.dk. (© DR Nyheder)

Hvis der overhovedet var noget selvværd i drengen, blev det punkteret fuldstændig, mens han sad der hos skolens talepædagog og skulle udtale ordene 'radiaaaator' og 'radiatoooorer'.

- Jeg følte mig som nul og niks, når jeg skulle bruge en halv time på at sidde og udtale to ord. Og når jeg senere gik hjem fra skole med min karakterbog, græd jeg hele vejen. Nu skulle jeg jo hjem og skuffe mine forældre igen, fortæller Moonis Kamil.

Ordene volder dog ikke længere iværksætteren og millionæren fra Tåstrupgård besvær. Han er inviteret i P1 Business for at tale om sin vej væk fra mindreværd og social kontrol i ghettoen til millioner, iværksætterpriser og besøg hos statsministeren på Marienborg.

For seks år siden solgte han som medejer televirksomheden Onfone for 300 millioner kroner til det daværende TDC. Og for to år siden solgte han et andet iværksætterprojekt, iPosen.dk, der sælger dagligvarer til kommunerne, til Dansk Supermarked.

I dag er han investor i it-virksomheden Qampo, der har udviklet et værktøj, som ved hjælp af avancerede matematiske modeller hjælper virksomheder til at træffe de rigtige beslutninger. Om det er et nyt guldæg vil tiden vise. Men Moonis Kamils drømme er store.

- Når jeg en dag stiller træskoene, vil jeg gerne have, at nogen fortæller mig, at jeg gjorde noget godt for mit land. Og jeg vil gerne have, at mit liv kan læses i landets bnp, siger han med henvisning til bruttonationalproduktet, som er udtryk for et lands samlede produktion af varer og tjenester.

Følte et stort præstationspres

At Moonis Kamil skulle få så stor succes stod ikke tagget på betonen i københavnerforstaden.

Som syvårig kom han til Danmark fra Pakistan med sin mor og far. Og på trods af, at hans mor tidligere havde boet i Danmark, var det danske sprog fremmed for ham, da han startede i folkeskolen.

- Jeg følte, at jeg skulle præstere, fordi mine forældre havde ofret penge og ressourcer på at komme hertil for at give mig en god fremtid. Min far måtte søge lyset fra en gadelampe, når han skulle læse. Der var en forventning om,at jeg leverede og opretholdt æren og respekten i familien ved at tage en høj uddannelse.

I skolen fungerede det dog overhovedet ikke, fortæller Moonis Kamil. Han skiftede skole i syvende klasse og havde ingen dybe venskaber. På boldbanerne i Tåstrupgård skjulte han sin skrøbelighed.

- Det med at tale om følelser, det har jeg ikke lært eller gjort som barn. Der skulle man bare fremstå stærk. Og derfor vidste jeg heller ikke, hvem jeg var. Det har jeg først fundet ud af senere i livet, fortæller han.

Mødte dansk pige og blev udstødt af familien

På trods af den dårlige trivsel i skolen, lykkedes det dog for Moonis Kamil at gennemføre en gymnasial uddannelse på HTX og fortsætte på Danmarks Tekniske Universitet.

Familien var pavestolt, husker han. Nu havde han indfriet en af forventningerne. Men da han blev forelsket i danske Maria fra Aarhus, holdt han det skjult. I stedet fortalte han sin mor og far, at han var gået i gang med studere psykologi på Københavns Universitet.

- Når jeg skulle besøge hende, løj jeg om, at jeg var taget på studietur til Aarhus. Omverdenen skulle ikke vide noget om det.

Parret blev enige om, at de ikke kunne blive ved med at holde det hemmeligt. Og derfor var de nødt til at træffe beslutningen om, at deres forhold var mere end en flirt eller almindeligt ungdomskæresteri.

Men da Moonis Kamil over for sin familie traf det, han kalder sin første beslutning for sig selv, og meddelte familien, han havde fundet en dansk pige, som han ville giftes med, slog familien hånden af ham.

Det gik imod æresbegreberne i det pakistanske samfund, at han valgte en hvid dansk pige.

- Jeg blev helt udstødt og talte kun med min tante en gang hver tredje måned. I meget lang tid bar jeg rundt på en kæmpe skyldfølelse og havde ikke selvindsigt nok til at artikulere, hvordan jeg havde det, fortæller han.

Blev sælger og mødte Onfone-partner

Moonis Kamil gennemlevede det, han kalder sit livs største krise, som varede helt igennem 20'erne.

- Der var jeg et sted mentalt, hvor man typisk er som 11-12-årig, uden en identitet og megaforvirret.

Opvæksten i Tåstrupgård havde lært ham at være stærkt og ikke lukke nogen ind.

- Jeg havde ikke selvindsigt til at artikulere, hvordan jeg rent faktisk have det.

Da hans kæreste Maria rejste fra Aarhus for at gå på Politiskolen, flyttede parret endelig sammen. Kollegielejligheden i Morbærhaven i Albertslund var et skridt op i forhold til den bil, Moonis Kamil havde overnettet i.

- Vi havde 19 kvadratmeter og to kogeplader foran wc’et. For at tjene til dagen og vejen havde jeg et par sælgerjob. Og det er derfra, rigtig meget af mit nuværende netværk kommer fra.

Moonis Kamil fik efterhånden styr på sig selv og sit liv. Det var også i denne tid, at han mødte iværksætteren Morten Strunge, som havde ideen til Onfone og gav ham ansvaret for salgsafdelingen.

- Der var ikke noget, der hed iværksætteri i min familie. Men jeg fik muligheden. Og så investerede Maria og jeg alt det, vi kunne låne, i Onfone.

10 år efter blev familien genforenet

Efter salget til TDC rullede millionerne ind på kontoen. Og da han og kæresten året efter fik en søn, blev kontakten til familien etableret igen.

- Der var der løbet tilpas nok vand under broen til, at vi gerne ville prøve at se hinanden igen. Og jeg ville gerne have, at mine børn møder deres rødder og får kultur derfra, fortæller han.

Moonis Kamil føler sig stadig hjemme i Tåstrupgård. Han har aldrig betragtet området som en ghetto - hvad der helt konkret er betegnelsen for et boligområde med overrepræsentation af kriminalitet, arbejdsløshed og anden etnicitet end dansk.

- Når jeg tænker over status, og det at have penge og indkomst, så var vi i bunden. Vi snakker ikke engang arbejdsklassen. Men det mærkede jeg ikke dengang. Der var nemlig også masser af kærlighed, sammenhold og ansvar, som har været fantastisk godt for mig senere i livet, fortæller han.

Moonis Kamil beskriver samfundet uden for Tåstrupgård som noget, der virkede uopnåeligt dengang.

- Engang var jeg på Bellevue-stranden i Klampenborg og så de her fine mennesker køre forbi i deres fine biler. Jeg tænkte dengang, at de måtte være en særlig race, som Gud har skabt. Jeg havde aldrig troet, at jeg kunne blive en del af det samfund, fortæller han.