Glæd dig til søndag: Det bliver billigere at rejse med mobilen

På søndag bliver det væsentligt billigere at downloade data til din mobiltelefon, når du rejser til et andet EU-land.

Fra på søndag bliver det billigere at sende mails eller uploade feriebilleder på facebook, mens du ligger på en græsk strand som her eller er på ferie et andet sted i EU.

Der er godt nyt til dig, der skal på ferie i Europa og gerne vil kunne tjekke mail, følge med på Facebook, læse nyheder eller downloade en app, mens du er af sted.

Tidligere har mange fået et chok af at læse telefonregningen efter en tur til udlandet, men fra på søndag må databrug i alle EU-lande maksimalt koste 6 kroner 52 øre for hver megabyte.

20 kroner per megabyte

Priserne har været helt oppe på 20 kroner per megabyte i nogle lande, skriver Alt om Data.

I løbet af de næste to år ryger datapriserne endnu længere ned, så det i 2014 højst må koste 1 krone og 86 øre for hver megabyte.

Tale- og sms-priser sænkes også en smule til sommer, mens de i 2014 vil være halveret.

Facebook
Twitter