Glem Kina: Arbejdsløsheden i USA rammer laveste niveau siden krisen

Arbejdsløsheden har ramt 4,6 procent i USA. Det er 9,5 år siden, den sidste gang var så lav.

Donald Trump brugte en stor del af valgkampen på at pege fingre af Kina, som havde stjålet amerikanske arbejdspladser. Men ifølge ny jobrapport er der godt gang i jobskabelsen i USA. (Foto: JONATHAN DRAKE © Scanpix)

Det hele er slet ikke så miserablet, som den fremtidige amerikanske præsident, Donald Trump, ellers har givet indtryk af i sin valgkamp, hvor han har turneret landet rundt med salgstalen, at han vil bringe arbejdspladser tilbage til USA.

Den amerikanske jobskabelse fortsætter nemlig i højt tempo og viser endnu en gang styrke i den amerikanske jobrapport, der netop er blevet offentliggjort.

"Arbejdsløsheden faldt i november til 4,6 procent, og jobskabelsen uden for landbruget blev øget med 178.000", skriver U.S Bureau of Labor Statistics.

Sidste gang arbejdsløsheden var så lav i USA, var i juli 2007 - vel og mærke inden Finanskrisen slog luften ud af al økonomisk aktivitet - og sendte tusindvis af amerikanere ud i lediggang.

I Danmark er arbejdsløsheden til sammenligning i dag 6,3 procent - der er dog væsentlig forskel på, hvordan de to tal udregnes.

Jobtallet kaldes også kongetallet, fordi det har stor betydning for den amerikanske økonomi - og dermed hele verdensøkonomien.

Den amerikanske centralbank, Fed, har flere gange varslet rentestigninger, da hjulene i USA ser ud til at dreje hurtigt og velsmurt rundt for tiden. Med dagens jobrapport forventer analytikere, at en rentestigning kun er tættere på.

Facebook
Twitter