Gode råd: Sådan handler du sikkert på nettet

Flere går i internetsvindlernes fælde, men du kan selv tage et par forholdsregler.

Nye tal fra Nets viser, at misbrug af Dankort på nettet beregnet i kroner er steget med cirka 85 procent fra 2015 til 2016. (Foto: Òlafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Antallet af sager om internetmisbrug er steget de seneste år. Derfor har Nets lanceret to nye initiativer, der skal gøre det sværere for internetsvindlerne at slippe af sted med dine penge.

Når du handler for beløb over 450 kroner, modtager du en kode på sms. Den skal du indtaste i købsprocessen, så internetbutikken kan bekræfte, at det rent faktisk er dig, der handler med dit betalingskort.

Nets har også taget et andet våben i brug mod internetsvindlerne. Det er nyt program, der ved hjælp af kunstig intelligens kan overvåge alle dankorttransaktioner.

Programmet skal afværge robotangreb, hvor mange små beløb hæves på et enkelt Dankort via en computer. På den måde kan kortet blive spærret, før pengene bliver trukket fra kontoen.

Men der er også et par forholdsregler, du selv kan træffe, før du hiver computeren og dit Dankort frem.

Tjek butikken

Hvordan ser hjemmesiden ud? Kan du finde adresse og kontaktoplysninger? Hvis det er en dansk side, skal du også kunne finde et CVR-nummer. Er den fyldt med stavefejl og ”skæve priser” som 389,72 kroner, kan det være tegn på, at den er direkte oversat af en computer og er en svindelside. Kig også efter e-mærket. Det er den danske mærkeordning, der betyder, at virksomheden bag følger e-mærkets retningslinjer for blandt andet betalingsformer.

Betal altid med kort

Hvis du betaler med dit betalings- eller kreditkort, er du altid omfattet af indsigelsesordningen. Den sikrer, at du i mange tilfælde kan få banken til at tilbageføre pengene til din konto, hvis du har købt en vare, som ikke bliver leveret, eller hvis der bliver hævet mere end aftalt. Du er ikke omfattet af indsigelsesordningen, hvis du overfører beløbet direkte som en kontooverførsel.

Læs betingelserne

Det skal fremgå af sidens betingelser, hvordan reglerne for retur- og fortrydelsesret er. Du er generelt godt beskyttet, når du handler på nettet, og hvis du handler hos en webshop i EU, har du altid 14 dages returret.

Kontroller om forbindelsen er sikker

Når du overfører fortrolige oplysninger, skal du være sikker på, at din internetforbindelse er krypteret. Når den er krypteret, vil der være en lille hængelås i din browser. Det er forskelligt, hvor hængelåsen sidder, alt efter hvilken browser du bruger, men som regel vil den sidde i adresselinjen.

Oplys aldrig dit kortnummer

Du skal aldrig læse dit kortnummer op i telefonen eller sende det på en mail. Men når du handler på en krypteret forbindelse, hvor du kan se den lille hængelås i browseren, kan du trygt indtaste dit kortnummer, udløbsdato og kontrolcifre.

Gem kvitteringen

Det er kvitteringen, der er dit bevis for, at du har foretaget et køb. Tjek altid, at beløbet på kvitteringen stemmer overens med det, der er trukket på din konto.

Facebook
Twitter