Gode råd: Sådan kan du få styr på gælden

Der er flere ting, man selv kan gøre for at lette situationen, hvis man er blevet registreret som dårlig betaler.

Det gælder blandt andet om at få overblik over sin gæld, hvis man skal have styr på den. (© Colourbox)

Hvis dine forældre er dårlige betalere, er der stor risiko for, at du også bliver det, lyder konklusionen ifølge Politiken i et dansk forskningsprojekt.

Men der er flere ting, man selv kan gøre, hvis man er blevet gældsat til op over begge ører.

1. For det første skal man holde op med at låne flere penge. Derudover er det en god idé at få overblik over den gæld, man har. Hvis man er registreret som dårlig betaler i for eksempel Experian (det tidligere RKI), kan man logge på hjemmesiden med sit NemID og se, hvad man skylder hvor.

2. Drop kassekreditten. Hvis du har et dankort, så få det skiftet ud med et hævekort, som du ikke kan trække over på.

Tjen penge ved at sælge ting

3. Find ud af om du har ret til offentlig hjælp. Hvis du har en lav indkomst, kan du kontakte kommunen og høre, om du er berettiget til for eksempel boligstøtte eller en friplads i en daginstitution, hvis du har børn.

4. Lav et budget og sørg for prioritere dine udgifter, så det, der ikke er strengt nødvendigt, vælges fra. Du kan desuden forsøge at spare penge ved at sælge ting eller tøj, du ikke bruger, over nettet. Hvis du har abonnement på en mobiltelefon, internet eller TV, kan du undersøge markedet for udbydere med billigere tilbud.

5. Søg gældsrådgivning. Det kan du blandt andet gøre hos din bank, men der er også mulighed for gratis gældsrådgivning flere steder, blandt andet hos Forbrugerrådet Tænk og Den Sociale Retshjælp.