Godstogstrafikken er fordoblet siden 2005

Den kraftige vækst i godstrafikken betyder, at der ikke er plads til flere tog. For første gang i historien afviser Banedanmark gods, der i stedet ender på landevejen.

Den kraftige vækst i godstrafikken betyder, at der ikke er plads til flere tog. For første gang i historien afviser Banedanmark gods, der i stedet ender på landevejen.

Siden 2005 er antallet af transitgods steget fra 20 til 39 tog i døgnet. Og nu er pladsen brugt op. For første gang nogensinde har Banedanmark, der bestemmer over skinnenettet i Danmark, nemlig afvist fire godstog, der fra 2009 skulle køre mellem Sverige og Tyskland.

- Der er ikke mere plads på skinnerne. Så de nye ansøgere må over på lastbiler, forklarer Lasse Toylsbjerg-Petersen, der er sektionschef i Banedanmark.

Øresundsbroen er proppen

Problemet er først og fremmest, at alle godstog skal til- og fra Sverige. Og her er togtrafikken så intens, at der ikke er kapacitet til flere tog.

- Proppen er helt klart Øresundsbroen. Vi arbejder på at sætte godstogenes hastighed op fra 100 km/t til 120, så vi kan presse lidt flere tog igennem. Men det er der ingen, der har erfaringer med i Europa endnu, så vi ved ikke, hvornår det er muligt. siger Lasse Toylsbjerg-Petersen og påpeger, at man på lang sigt burde overveje endnu en jernbanetunnel mellem Helsingør og Helsingborg, så der igen bliver plads til yderligere vækst på jernbanen.

Det er trafikforsker Alex Landex fra DTU enig i.

- Hvis vi ikke gør noget for at udvide skinnenettet til Sverige, vil vi i fremtiden få mange flere lastbiler på vejene, siger han og tilføjer, at godstrafikken vil stige uanset hvad i de kommende år.

Antallet af godstog, der kommer fra udlandet med endestation i Danmark, er også steget en smule siden 2005. Til gengæld er de rene indenrigstransporter stort set forsvundet.

Facebook
Twitter