Google afviser EU's konkurrence-anklager

Den amerikanske webgigant skyder nu tilbage mod EU's varslede konkurrencesag om mobilsystemet Android.

Sagen om Googles Android-system bliver den anden igangværende konkurrencesag mod Google under Margrethe Vestager. (Foto: Francois Lenoir © Scanpix)

Mobilsystemet Android er åbent og frit, og vi tvinger ikke noget til noget.

Sådan lyder en korte udgave af Googles reaktion, efter at EU i skikkelse af konkurrencekommissær Margrethe Vestager tidligere i dag varslede den anden store konkurrencesag mod selskabet.

Android-systemet driver på verdensplan op mod 80 procent af alle solgte smartphones, og EU angriber Google på en række punkter.

Det er blandt andet præinstalleringen af Google-apps som browseren Chrome og selskabets egen søgemaskine, der skævvrider konkurrencen ved at holde andre, konkurrerende produkter ude, lyder det fra EU-kommissionen.

Åbent og frit system

Google har hele tiden forsvaret sig med, at Android-systemet er åbent og frit og kan benyttes af alle, nøjagtig som den enkelte mobilproducent har lyst til - der er ingen tvang til at installere Googles apps, men uden dem er Android-systemet en ganske skrabet affære.

Det synspunkt gentager selskabet nu i et blogindlæg.

- Vi ser med alvor på disse bekymringer, men vi mener også, at vores forretningsmodel holder producenternes omkostninger lave og deres fleksibilitet høj, mens forbrugerne får højeste grad af kontrol med deres mobiltelefoner, skriver Google

- Vores aftaler med partnere er helt frivillige. Alle kan bruge Android uden Google. Prøv selv - du kan hente hele styresystemet gratis, tilpasse det alt hvad du vil, og bygge en telefon. Og store selskaber som Amazon har gjort netop det.

Google kan skrælles fra

Internetmarkedspladsen Amazon har markedsført flere tablets og en enkelt smartphone, der var drevet af Android, men hvor alt Google-agtigt var skrællet fra.

Også Nokia har markedsført en serie mobiler, hvor Googles tjenester var erstattet af tilsvarende fra Microsoft - og endelig findes der et mylder af varianter, fx Cyanogenmod, der baseres på Android, men hvor brugerne selv kan vælge, om de vil installere Googles apps.

Til Reuters siger Googles juridiske chef, Kent Walker, at Google nu vil samarbejde med EU. - Vi ser frem til at arbejde sammen med EU-kommissionen for at vise, at Android er godt for konkurrencen og godt for forbrugerne.

Mere end bare apps

Konkurrencesagen omhandler dog mere end blot apps, men også aftaler om, at Google har betalt sig fra eksklusivt at få sin søgemaskine på forskellige mobiler, samt forhindret, at producenterne kastede sig over at udvikle mobiler med andre udgaver af Android-systemet end den officielle, fx Cyanogen OS.

Disse punkter afvises også af Google.

I en tidligere EU-sag mod Microsoft om Internet Explorer-browseren, endte selskabet med at tilbyde brugerne frit browser-valg, når et Windows-system første gang blev taget i brug. Det er endnu uvist om Google vil tilbyde noget tilsvarende i den aktuelle sag.