Google får en bøde på 150 millioner euro - mere end 1,1 milliarder kroner - af de franske konkurrencemyndigheder.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters får Google, der er kendt for sin søgemaskine af samme navn, bøden for konkurrencebegrænsende adfærd og for at have uklar annoncering på reklameplatformen Google Ads.
Bøden til den amerikanske teknologigigant kommer på et tidspunkt, hvor flere europæiske lande, herunder altså Frankrig, holder nøje kontrol med store internationale selskaber.
Blandt andet Google, Facebook, Apple og Amazon bliver kritiseret for at skulle betale relativt lidt i skat.
I september gik Google med til at betale tæt ved en milliard euro - omkring 7,5 milliarder kroner - til de franske myndigheder for at slutte en sag vedrørende skattesvindel, som havde strakt sig over fire år.
For stor reklame-dominans
Google, som står bag verdens største søgemaskine, har også mødt stigende lovgivningsmæssig kontrol med det indhold, selskabet promoverer i sine søgeresultater og annoncer.
Isabelle de Silva, der er leder af de franske konkurrencemyndigheder, har på et pressemøde sagt, at Googles dominans inden for online-reklamebranchen er "ekstraordinær".
Det begrunder hun blandt andet med, at Google ifølge hende sidder på omkring 90 procent af markedet for onlinereklamer.
Google har sagt, at selskabet vil appellere bøden fra de franske myndigheder.
/ritzau/Reuters
/ritzau/