Google offentliggør data: Sådan bevæger vi os under corona-nedlukningen

Corona-restriktionerne får danskerne til at opholde sig mere i parker og på pladser og mindre i butikker.

Danskerne færdes mere på pladser og i parker og mindre i butikker og på arbejdspladsen, viser Googles data. (Foto: © Ida Guldbæk Arentsen, Scanpix)

På tredje uge lever vi i en hverdag med spøgelsesbyer, hvor fitnesscentre, restauranter, biblioteker og barer er lukkede, hvor børnene passes hjemmefra, møderne foregår over Zoom eller Skype, og hvor der bliver møjsommeligt rørt i surdejen hver dag.

Men hvordan ser det ud, hvis man zoomer helt ud og ser hver dansker som en lille prik på et kort?

Google deler nu lokationsdata fra 131 lande, så man kan se, hvordan vores bevægelsesmønstre har ændret sig, efter corona har sat sit præg på vores hverdag.

Vi ser nærmere på tallene fra Danmark, men Google har også data helt ned på regionalt niveau, så hvis du vil sammenligne fynboer med jyder, så foregår det her.

Google vil i den kommende tid løbende offentliggøre statistikker over vores bevægelser, men har i første omgang udgivet denne statistik for søndag den 29. marts.

Procenttallet skal sammenlignes med en normal søndag på denne årstid - altså før corona-restriktionerne blev sat ind. En 'normal søndag' finder Google ved at tage medianen af de fem søndage mellem 3. januar og 6. februar i et forsøg på at rense for faktorer som vejr, tid til næste lønningsdag, helligdage osv.

SHOPPING OG REKREATION: -37%

Her finder vi barer, restauranter, shoppingcentre, forlystelsesparker, biografer, teatre og biblioteker. Tallet afspejler selvfølgelig, at disse steder er lukket ned, selvom det fortsat er tilladt at gå i shoppingcentre og besøge eksempelvis supermarkeder, Matas eller Normal-butikker. I hårdt ramte Italien, hvor der de facto er udgangsforbud, er bevægelsen dog faldet langt mere med hele 94 procent.

BUTIKKER OG APOTEKER: -22%

Supermarkeder, Matas, specialbutikker, apoteker er i denne kategori. Selvom den type butikker fortsat holder åbent, er deres besøgstal faldet markant. Dog ikke så meget som i Italien, hvor der er 85 procent mindre trafik i butikkerne.

PARKER: +35%

Nationalparker, grønne områder, offentlige strande, marinaer og pladser er i denne kategori. Tallene tyder altså på, at den tid, vi plejer at bruge på shopping, bliver brugt i den fri natur. Vejret 29. marts var endda både koldt og blæsende de fleste steder, så vi vil nok se endnu flere bruge parkerne på søndag, hvor meteorologerne lover høj sol.

STOPPESTEDER: -60%

Her er der tale om busstoppesteder, metro-, og togstationer. Formentligt også letbanestationer, selvom Google ikke angiver det direkte. DSB har dog tidligere oplyst, at de har oplevet fald på helt op til 95 procent færre ved visse togafgange, ligesom Metroselselskabet har berettet om et fald på 90 procent, skriver Ingeniøren.

HJEMME: +9%

Hvor ved Google fra, hvor jeg bor? Google antager, at vores hjem er det sted, hvor vi opholder os det meste af dagen – inklusiv om natten. Befinder du dig omkring 14-16 timer det samme sted og overnatter der, vil Google altså forstå dette som dit hjem. Det kan overraske, at tallet ikke er højere, når så mange arbejder hjemmefra, men her skal man huske, at der er tale om en søndag, hvor de fleste alligevel ville have haft fri.

ARBEJDSPLADSER: -28%

Det sted, vi opholder os næstmest i løbet af dagen - og ikke om natten - er vores arbejdsplads, antager Google. De fleste mennesker arbejder ikke heller under normale omstændigheder om søndagen - med eller uden corona-restriktioner - men blandt dem, der alligevel plejer at være på arbejdspladsen om søndagen, vælger lidt flere at blive væk end normalt.

OM TALLENE

Tallene dækker over antallet af besøg og længden af besøgene de pågældende steder. Tallene kommer fra vores telefoner via Googles mange tjenester – fortrinsvis Google Maps. Dog kun, når folk har slået 'lokationstjenester' til. Der er tale om anonymiseret data, så det ikke er muligt at identificere enkeltpersoners bevægelser ud fra tallene, oplyser Google.