Grænsehandels-gigant betalte ikke skat i 2012

”Vi kommer til at betale en smule i skat i år og mere til næste år”, siger direktør i Fleggaard. Firmaet betalte 86 millioner kroner i skat i udlandet.

Mens Fleggaard lægger 86 millioner kroner i selskabsskat i udlandet, betaler firmaet i 2012 ikke skat i Danmark. Det fremgår af de skattelister, som Skat har offentliggjort, og som DR Nyheders Databaseredaktion har analyseret. (Foto: © Hanne Høier- DR Syd)

Siger man grænsehandel, må man også sige Fleggaard. Det danskejede firma sidder på halvdelen af grænsehandlen over den dansk-tyske grænse.

Fleggaard har i den grad fundet et marked i afgiftstrætte danskere. Firmaet driver en lang række supermarkeder lige syd for grænsen. Men Fleggaard er mere end grænsehandel.

Selve koncernen er et virvar af selskaber, der ifølge det internationale regnskab har en omsætning på over fem milliarder kroner og cirka 1.500 medarbejdere fordelt på 10 forskellige virksomheder.

Firmaet skriver selv i årsregnskabet om firmaets grundfilosofi, at det er ”et konglomerat med både gynger og karruseller.”

Blandt Fleggaards gynger og karruseller findes blandt andet to kæder af grænsehandelsforretninger, billeasing, salg af reservedele, salg af mobiltelefoner, en restaurant, et hotel og et e-handelskoncept.

Underskud giver periode uden skat i Danmark

Mens Fleggaard lægger 86 millioner kroner i selskabsskat i udlandet, betaler firmaet i 2012 ikke skat i Danmark. Det fremgår af de skattelister, som Skat har offentliggjort, og som DR Nyheders Databaseredaktion har analyseret.

-Det er rigtigt, at vi har haft en periode, hvor vi ikke betaler skat i Danmark, siger Jens Klavsen, der er direktør i Fleggaard.

En af Danmarks rigeste

Direktør Jens Klavsen forklarer, at Fleggaard er en stor koncern med mange forretningsområder ud over grænsehandlen, der er skattepligtig i Tyskland.

Familien Fleggaard, der ejer koncernen, er en af Danmarks rigeste familier og er på Forbes liste over de 40 største formuer i Danmark.

Mere i skat til næste år

- Vi betaler masser af skat, men vi har i Danmark haft nogle underskudsgivende aktiviteter, der nu er lukket og solgt. Det har givet en underskudssaldo og dermed nogle fradrag. Men i løbet af få år vil den saldo være opbrugt. Hvis du ser på vores regnskaber, så kommer vi til at betale en smule i skat i år og lidt mere til næste år.

Rykker leasing til Danmark

- En anden ting, der gør, at der vil komme mere fart på den udvikling, hvor vi betaler mere skat i Danmark, er, at vi flytter alle vore leasingaktiviteter fra Tyskland til Danmark, siger Jens Klavsen og fortsætter:

- Vi har haft leasingaktiviteter i Tyskland i mange år. Men de regler er nu harmoniseret, så der ikke længere er nogen forskel på danske og tyske regler. Vores kunder er danske, vores medarbejdere er danske, og derfor er det naturligt at flytte aktiviteten til Danmark, siger Jens Klavsen.