Græsk økonomi presser europæisk aktiemarked

Et græsk exit af eurosamarbejdet kan betyde stort kursfald i europæiske aktier, vurderer en chefstrateg.

(Foto: ANGELOS TZORTZINIS © Scanpix)

Forud for EU-mødet mellem økonomi- og finansministrene fra eurolandene, holder flere investorer vejret.

Om 12 dage falder endnu en regning, som kan få Grækenland til at gå statsbankerot, hvis ikke det lykkes landet at få en ny låneaftale med eurolandene og Den Internationale Valutafond på plads.

Allerede nu har frygten for, at Grækenland går statsbankerot og dermed må forlade euro-samarbejdet, sat sig i de europæiske aktiemarkeder.

Stigning afløst af fald

Danske og tyske aktier steg de første fire måneder af 2015 med helt op mod 30 procent, men usikkerheden omden græske økonomi har afløst aktiestigningerne med fald i omegnen af fem og 10 procent de seneste måneder.

Og en græsk statsbankerot vil bidrage til yderligere fald, vurderer chefstrateg i investeringsbanken Caregie, Henrik Drusebjerg:

- Jeg tror helt afgjort at hvis Grækenland går statsbankerot her, så vil det selvfølgelig få en effekt på finansmarkederne, siger han og påpeger, at Den Europæiske Centralbank (ECB) vil gøre, hvad den kan, for at stabilisere markederne, så krisen ikke breder sig til andre gældsramte lande:

- Jeg tror samtidig, at man vil se ECB og lokalregeringerne i Europa gøre rigtig meget for at dæmme op for det her, siger Henrik Drusebjerg.

Skrøbeligt opsving

Han vurderer, at en eventuel græsk statsbankerot vil trække de europæiske aktier ned, men hvor stort fald det ender med, tør han ikke spå om.

- Jeg tør ikke at sætte tal på, for det kommer an på, hvor hurtigt der i øvrigt bliver reageret og hvordan reaktionen bliver i de andre lande, siger Henrik Drusebjerg.

Men selv om aktiemarkeder altså står til en yderligere nedtur ved en græsk statsbankerot, så skal europæisk økonomi nok klare sig på den lidt længere bane, vurderer Carnegies chefstrateg.

- Grækenland er som økonomi ikke noget, der kan ødelægge væksten i Tyskland.  

Facebook
Twitter