Regeringen har flertal for en ny lov, som sænker arveafgiften for familieejede virksomheder.
Over hele landet har adelige godsejere set frem til lavere arveafgift i mere end 20 år. For det kan være en dyr affære at give gods med jord, skov og ejendomme videre, forklarer Peter Borreby, der er udviklingsdirektør i Patriotisk Selskab og rådgiver for flere adelige godsejere.
- Det er en meget stor hovedpine, der forsvinder. Det gør, at vi har mulighed for at bevare de her ejendomme og kulturarv indenfor familierne. Det, tror jeg, er både vigtigt for familierne og for samfundet, at vi kan bevare ejendommene, som de er, siger Peter Borreby.
Og de adelige godsejere har faktisk en god økonomi, lyder vurderingen. I alt har 44 danske grever, baroner og andre adelige godser, som er mere end 100 millioner kroner værd. Det viser en kortlægning, som DR’s databaseredaktion har foretaget.