GRAFIK Så godt går det for de danske aktier

Selv om Mærsk-aktien gik massivt tilbage, var 2015 et rekordgodt år for de danske aktier.

Over 600 milliarder kroner steg de danske aktier med i 2015. Det højeste afkast i mere end 15 år.

Årets topscorer var ubetinget Danmarks største medicinalvirksomhed, Novo Nordisk, der stod for omkring halvdelen af den samlede afkastvækst med over 300 milliarder kroner. Men også andre danske, store virksomheder har præsteret godt

- Novo Nordisk har haft meget stærk vækst i sit forretningsområde. Men der er også stor vækst hos andre som Vestas, der har transformeret sig fra at have store problemer til en stor succes, Pandora har succes, og Genmab har succes med deres præparater. Der er rigtigt mange virksomheder, der har klaret sig godt i år.

Havde man investeret i det dansk-amerikanske biotekfirma Genmab for fem år siden, ville aktierne være steget med 1.662 procent.

Bundskraberen i 2015 var Mærsk-aktien, der mistede 26 milliarder kroner i værdi. Forklaringen er svære vækstbetingelser på olie- og fragtområdet.

Se grafikken ovenover, der viser udviklingen i aktieafkastet fra 2000 til og med 2015. Og sidste års top og bund.