GRAFIK Sådan brugte russiske kriminelle danske banker til at vaske syv mia. hvide

Falske dokumenter og korrupte dommere i Moldova. Se pengenes rejse til danske banker her.

To danske banker er blevet trukket ind i en kæmpe international sag om hvidvask af milliarder af kroner.

Det viser en kortlægning af pengestrømme fra et kriminelt netværk i bl.a. Rusland, som Berlingske har fået indsigt i igennem det internationale netværk af undersøgende journalister OCCRP, der står for Organised Crime and Corruption Reporting Project.

Det drejer sig om Nordea i Danmark og Danske Bank i Estland. Kriminelle fra bl.a. Rusland har brugt de to store danske banker til at vaske milliarder hvide.

Især Danske Banks filial i Estland har været særdeles brugt som pengedepot for kriminelle, der ejede disse konti igennem selskaber i skattely.

Danske Bank har lagt sig fladt ned og erkendt, at de ikke har været opmærksomme nok på de mistænkelige penge - knap syv milliarder kroner i alt - der strømmede ind i banken.

- Vi har ikke været dygtige nok i vores overvågning af de her transaktioner, og vi fangede dem for sent, siger chefjurist i Danske Bank Flemming Pristed.

Sagen har fået et bredt flertal på Christiansborg til at samle sig, parat til at stramme reglerne over for landets banker og bankledelser.

Ud over større bøder til bankerne skal Finanstilsynet have mulighed for at straffe bankledelser, der ikke evner at holde styr på hvidvaskreglerne.

Det er blandt andet på tale, at Finanstilsynet skal kunne fjerne bankernes ledelser, lige som de kan blive stille personligt ansvarlige med bødestraffe.

- Vi skal lave nettet så finmasket som muligt. Det handler om at stille ledelsen til ansvar, som ikke lever op til sit ansvar. Og så skal vi have myndighederne til internationalt at arbejde sammen, siger Brian Mikkelsen.

I grafikken ovenover kan du se pengenes vandring fra kriminelle og over i Danske Bank og Nordea.

Sagen kort:

  • Berlingske har sammen med et internationalt netværk af undersøgende journalister fået indsigt i, hvordan kriminelle fra blandt andet Rusland har vasket sorte penge hvide.

  • Kortlægningen viser, at Danske Bank og Nordea har modtaget flere end 1700 transaktioner for samlet mere end syv milliarder kroner i perioden fra 2011 til 2014.

  • Knap syv milliarder kroner fordelt på over 15000 transaktioner er løbet igennem Danske Banks afdeling i Estland og omkring en kvart milliard kroner fordelt på knap 200 transaktioner er endt i Nordeas danske afdeling.

  • Det kriminelle netværk har foruden de danske banker brugt en række internationale banker som britiske HSBC, tyske Deutche Bank og Bank og China til at vaske penge rene, og ikke mindst sløre dem.