GRAFIK Trump udfordrer de store handelsaftaler

USA er involveret i nogle af verdens største handelsaftaler, som er udfordret af den nye præsident. Men EU er tæt på at sætte sidste punktum i en lang række frihandelsaftaler med andre lande.

USA's præsident, Donald Trump, vil skrotte handelsaftaler og rejse toldmure for at beskytte amerikanske arbejdspladser.

Det er en politisk linje, som kan gøre ondt på dansk økonomi, hvis den breder sig og bliver til virkelighed. Danmark er dybt afhængig af eksport, og ifølge Dansk Industri er 735.000 arbejdspladser bundet op på eksport.

Omkring syv procent af Danmarks eksport går til USA, som dermed er i top fem over de største eksportmarkeder.

- Som en lille åben økonomi har Danmark en stærk interesse i at fremme arbejdet med at få indgået internationale handelsaftaler, der kan booste dansk eksport, siger Peter Thagesen, der er underdirektør i Dansk Industri.

- Der er brug for dansk lederskab i opbakningen til handelsaftalerne med lande som USA, Canada og Japan, fortsætter han.

Siden 2013 har EU forhandlet med USA om historiens største frihandelsaftale, TTIP.

Selv om Trump-administrationen endnu ikke har kommenteret aftalen, bekymrer de protektionistiske udmeldinger fra Det Hvide Hus de europæiske forhandlere.

Men faktisk har EU og dermed Danmark gang i en række frihandelsaftaler, som ikke omfatter USA. I år forventes frihandelsaftaler med Singapore, Vietnam og Canada at blive realiseret.

Og forhandlingerne om en frihandelsaftale med Japan er så langt fremme, at de forventes afsluttet i år.

I grafikken oven for kan du se de største frihandelsaftaler, som er udfordret af en protektionistisk præsident Trump.

Aktuelle frihandelsaftaler, som Danmark har interesser i:

  • Europa-Kommissionen har færdigforhandlet frihandelsaftaler med Singapore ( 2014) og Vietnam (2016). Begge aftaler skal godkendes endeligt i EU-systemet, før de kan træde i kraft. De to aftaler forventes at komme til afstemning i år.

  • Kommissionen forventer at kunne afslutte frihandelsaftalen mellem EU og Japan til foråret.

  • Frihandelsaftalen med Canada, Ceta, skal til afstemning i Parlamentet i februar og forventes at træde i kraft den 1. marts.

  • Den store EU-USA-frihandelsaftale er blevet forhandlet siden 2013. Trump-administrationen har ind til videre ikke udtalt sig hverken positivt eller negativt. EU afventer en præcisering af den amerikanske position, før en ny forhandlingsrunde planlægges.

  • EU er sammen med 22 andre WTO-medlemmer i gang med at forhandle den såkaldte Trade in Services Agreement (TiSA), som søger at liberalisere handel af tjenesteydelser. Her afventes ligeledes, at den nye amerikanske administration melder sin position ud.

  • 17 WTO-lande, herunder EU, har siden 2014 forhandlet den såkaldte Environmental Goods Agreement, som skal fjerne told på grønne produkter. Forhandlingerne fortsætter og kan være afsluttet inden udgangen af 2017.

  • Kilde: Dansk Industri

Facebook
Twitter