Grenaa-virksomheden Terma har underskrevet en ny aftale om at levere flydele til F35-kampflyet frem til 2040.
En aftale, der har en værdi på anslået 2,5 milliarder kroner.
- Aftalen er en gensidig bekræftelse af at fortsætte samarbejdet ud over de langtidskontrakter, der blev indgået i 2012, siger Kasper Rasmussen, der er kommunikationschef i Terma.
34 flydele
Den første F35-kontrakt mellem Terma og den amerikanske forsvarskoncern Northrop Grumman Corporation, som samler flykroppen, blev indgået i 2006. I 2012 blev den første langtidsaftale om produktion af flydele til F35 indgået.
- Vi leverer i alt 34 forskellige flydele i kulfiber og komposit i forskellige former og størrelser til Northrop, siger Kasper Rasmussen.
F35 er et omfattende flyprojekt, der tæller en række lande, som har bidraget til projektet med kapital og teknologi. I juni sidste år besluttede Folketinget at bestille 27 F35-fly.
Den beslutning har været helt afgørende for, at det kommer til at skæppe i kassen i Grenaa.
- Der er ingen tvivl om, at det havde stor betydning for Termas involvering i projektet, at Danmark også valgte at købe F35-flyene. Men det er ikke et krav, at Danmark skal være med til at producere flyet, der er stadig hård konkurrence for at være med, siger Kasper Rasmussen.
Fra 275 til 500 ansatte
USA har allerede over 100 F35-fly på vingerne. Udviklingen af flyet begyndte først i 00’erne hos Lockheed Martin i Texas, og de næste mange år, skal der samles flere tusind fly til de 12 landes forsvar, som indgår i projektet.
De næste år sættes flyproduktionen gevaldigt op, og der ligger ordre på flere tusind fly fra projektets 12 lande.
- Vi går fra at producere 57 fly om året til op mod 170 fly om året over de næste to-tre år. Derfor har vi også kraftigt mandet op på virksomheden. For et år siden havde vi 275 ansatte, i dag er vi omkring 350, og vi forventer at vokse til op mod 500 ansatte over de næste to-tre år, siger Kasper Rasmussen.
I en pressemeddelelse siger Jens Maaløe, der er administrerende direktør i Terma:
- Denne aftale er et stærkt beviser for Termas nuværende og fremtidige position på F-35-programmet, og det viser, hvordan samarbejdet kan gavne Terma, Dansk Industri, og F-35-programmet som helhed. Terma har etableret en solid og pålidelig teknologibase for vores fremtidige engagement i F-35-programmet. På nuværende tidspunkt har Terma investeret kraftigt i teknologi og produktionsfaciliteter i Danmark, siger Jens Maaløe.
Termas hovedkvarter ligger i Aarhus.