Det er ikke kun en god investering for samvittigheden, når et pensionsselskab fravælger investeringer i fossile brændstoffer. Det kan også betyde, at pensionsopsparingen vokser.
Det mener foreningen Ansvarlig Fremtid, der er initiativtager til kampagnen "Ansvarlig Pension".
- Vi har en forventning om, at verdens politikere vil indfri målsætningen om max. to graders temperaturstigning. Når de gør det, så vil investeringer i fossile brændstoffer være stærkt risikable og oven i købet tabsgivende, siger foreningens talsmand, Thomas Meinert Larsen.
Etisk og økonomisk
Derfor går Ansvarlig Fremtid nu til kamp mod pensionskassers investeringer i kul, olie og gas.
- Vi vil gerne sende et klart signal til omverdenen om, at vi ikke ønsker at investere i noget, der undergraver vores fælles fremtid. Det er det eneste ansvarlige, både klimaetisk og økonomisk, siger Thomas Meinert Larsen.
Indtil videre har medlemmer i syv danske pensionsforeninger, der til sammen råder over ca. 340 milliarder kroner, stillet forslag om at forbyde investeringer i kul.
Afkast er vigtigst
Men selv om forslaget indtil videre er stemt igennem i tre pensionskasser, så er ledelsen ifølge loven ikke forpligtet til at følge flertallets ønske.
- Bestyrelsen er ansvarlig for investeringspolitikken, og de skal først og fremmest sørge for, at at pensionsopsparerne får et godt afkast, siger Per Bremer Rasmussen, adm. direktør i brancheforeningen Forsikring & Pension.
- Men det betyder altså ikke, at pensionskasserne ikke tænker grønt eller på klimaet. Jeg kender ingen pensionskasser, der ikke tænker på det, fortsætter han.