Grønt milliardløfte preller af på ngo-chef: Pensionskasser har stadig sort samvittighed

Drop alle investeringer i kul, olie og tjæresand med det samme, lyder opfordringen.

Danske unge i 19 byer var blandt de omkring fire millioner, der verden over gik på gaden i forbindelse med den svenske klimaaktivist Gretha Thunbergs initiativ 'Fridays for Future'. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

Nyheden om, at den danske pensionssektor frem mod 2030 vil investere 350 milliarder kroner i den grønne omstilling, vækker ikke udelt begejstring hos alle.

Hos bistandsorganisationen Mellemfolkeligt Samvirke påpeger politisk chef Lars Koch, at det kun svarer til omkring ti procent af den samlede pensionsformue.

- Hvis man skal tage pensionsselskabernes omstillingsvilje alvorligt, når de siger, at de vil bidrage til at nå klimamålene, så må de trække sig helt ud af investeringer i fossile brændstoffer. Og hellere i dag end i morgen.

Lars Koch er ligesom statsminister Mette Frederiksen (S) lige nu i New York, hvor Danmark i dag har ansvaret for at præsentere grønne ideer inden for energisektoren ved FN's klimatopmøde.

Og her går det generelt for langsomt med at sætte turbo på den grønne omstilling, mener han.

- Det bliver meget tydeligt, når man er med til topmødet, at det ikke går stærkt nok.

Mette Frederiksen: Ret vildt

Den danske statsminister har til gengæld svært ved at få armene ned efter udmeldingen fra pensionsbranchen.

- Det er en fantastisk nyhed. Jeg ved ikke, om man må sige sådan som statsminister, men det er ret vildt. Det er virkelig en god nyhed for klimaet, lyder det fra Mette Frederiksen.

Hun er rejst til New York med bred opbakning i Folketinget til regeringens ambition om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030 i forhold til niveauet i 1990.

Det sker, efter Konservative og Dansk Folkeparti for nylig meldte ud, at de er klar til at skrive under på en bindende klimalov sammen med regeringen og de røde støttepartier.

Statsminister Mette Frederiksen (S) var på talerstolen ved Dansk Industris topmøde i sidste uge i København. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Fra erhvervslivet er der også grønne toner.

I sidste uge meldte erhvervsorganisationen Dansk Industri sig på banen med 150 forslag til, hvordan de 11.000 medlemsvirksomheder kan bidrage til at nå klimamålene sammen med regeringen.

- Jeg kan godt mærke, at mange i verden har lagt mærke til, at der er kommet en regering med bindende klimamål. Og når det understøttes af privat kapital, så betyder det, at vi i Danmark nu kan tage det grønne lederskab på os, siger Mette Frederiksen.

Koch: Drop "solnedgangsindustrien"

Der skal mere til at få armene op hos Mellemfolkeligt Samvirkes politiske chef.

Ifølge hans kugleramme er 30 milliarder kroner - omtrent fem procent af pensionssektorens midler - investeret i selskaber, der bidrager negativt til klimaregnskabet.

Det, som Lars Koch kalder for "solnedgangsindustrien".

- Det er investeringer i kul og olie. Og det er altså risikofyldt, for hvis vi skal tage den grønne omstilling alvorligt, så skal vi stoppe med at udvinde olie og kul, siger Lars Koch.

Danske pensionsselskaber har stadig store aktieposter i selskaber inden for olieindustrien. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Han er enig i, at pensionsselskaberne er sat i verden for at sikre deres medlemmer et godt afkast på deres indbetalinger, men han mener, at tiden er inde til, at branchen tager et endnu større ansvar på sig.

Lyt til de tusindvis af danske unge, der gik på gaden i fredags i forbindelse med de globale klimademonstrationer 'Fridays for Future', lyder Lars Kochs opfordring.

- Selvfølgelig skal vi sikre, at vi får en god pension. Men de unge, der begynder at spare op til pension nu, er altså mere interesseret i, at jorden ikke er brændt sammen, end at de får et aktieafkast på seks, syv eller otte procent.

Pensionsselskab: Vi er i gang

Hos pensionsselskabet PenSam er adm. direktør Torsten Fels enig med Lars Koch i, at fossile brændstoffer ikke er fremtiden.

Han forklarer, at den grønne omstilling derfor ikke er det eneste område, som pensionsselskabet arbejder med inden for bæredygtighed.

De to andre områder er dialog med de største globale CO2-udledere og et frasalg af aktier investeringer i fossile brændstoffer.

- Når det gælder olie, vil vi gerne bakke op om de virksomheder, der tager aktivt del i omstillingen. Omvendt frasælger vi virksomheder, der ikke understøtter dette. Derfor frasolgte vi før sommeren aktierne i 12 olieselskaber og satte i alt 26 olieselskaber på eksklusionslisten, siger Torsten Fels.

Han nævner samtidig, at PenSam sammen med 350 andre investorer deltager i initiativet Climate Action 100+, som er i dialog med 161 af verdens største CO2-udledere.