Undrer du dig over tallene i din foreløbige ejendomsvurdering?
Så er du ikke den eneste. Her i DR har vi fået hundredvis af henvendelser fra boligejere, som var ved at falde ned af stolen, da de så deres foreløbige ejendomsvurdering for 2022.
De foreløbige ejendomsvurderinger er grundlaget for den skat, som boligejerne skal betale for deres ejendom i 2024.
Men her har nogle boligejere modtaget opgørelser fra Vurderingsstyrelsen, hvor den nye ejendomsværdi har slået den gamle med længder - ja, faktisk med mange millioner kroner.
Noget som blandt andet er sket for Rikke Nørgaard Andersen, Keld Bjerregaard og Johan Vinde Larsen.
Og som tingene ser ud nu, har boligejerne som udgangspunkt ingen ret til at klage over resultatet før 2025.
Grundværdi steg til 30 millioner kroner
Keld Bjerregaard havde købt sit hus i Hvidovre i 1991 til 2,4 millioner kroner.
Derfor havde han også forberedt sig på, at værdien for hans hus og grund i den foreløbige ejendomsvurdering for 2022 vil stige.
Hvad han dog ikke var forberedt på, er, at den nye ejendomsvurdering pludselig lyder på omkring 30 millioner kroner for hans grund.
- Det virker helt grotesk. Det er tre gange højere end selve ejendomsværdien, og det er 14 gange mere end den sidste grundvurdering. 14 gange, gentager Keld Bjerregaard.
Han forstår ikke, hvordan Vurderingsstyrelsen kunne bruge et system med så mange børnesygdomme, der har resulteret i så store fejl.
- Jeg er chokeret over, at man er så ringe til at gennemføre større it-projekter i det offentlige. Det er trods alt vores surt betalte skat, der går til at finansiere den slags ting. Det her er jo bare et ud af mange it-systemer, der fejler fra den offentlige side.
Keld Bjerregaard mistænker, at fejlen i vurderingen blandt andet går ud på, at man har troet, at hele husets grund kan udstykkes til at lave boliger.
Noget, som ikke kan lade sig gøre, siden stort set hele grunden er fredet, fordi den ligger tæt på kystlinjen. Og fejlvurderingen gælder ikke kun for Keld Bjerregaard i området.
- Vi kan se, at på denne side af vejen er der nogle helt forskruede grundværdier i forhold til tidligere ejendomsvurderinger, fortæller han.
Ringede straks til ejendomsmægler
Johan Vinde Larsen er boligejer af et hus i Valby. Huset købte han i 1993 til 600.000 kroner kontant.
Men da han i går tjekkede sin nye ejendomsvurdering, havde grunden pludselig fået en markant højere værdi.
Ifølge den foreløbige vurdering har Johan Vinde Larsen nu en bolig til en værdi af hele 15 millioner kroner.
- Jeg skyndte mig at ringe til banken for at tage et stort lån. Jeg var jo blevet rig. De grinede lidt af mig, og det samme gjorde ejendomsmægleren. Jeg bad om en salgsopstilling på 17 millioner, og det var han ikke rigtig klar på, joker Johan Vinde Larsen, da han taler med DR Nyheder.
Tip os:
- •
Kender du noget til sagen? Alle tip behandles seriøst og fortroligt.
- •
Skriv til vurdering@dr.dk eller krypteret til vurdering@proton.me
Alligevel chokerer de nye tal ham. For selvom han ikke bliver ramt nu og her af den høje ejendomsvurdering, kan situationen hurtig blive en anden, hvis han inden for få år beslutter sig for at sælge huset.
- Det skaber en stor utryghed. Hvad sker der, hvis vi skal flytte, eller hvis vi går fra hinanden. Hvad sker der så? Jeg skal præsentere en køber for en værdi på 15 millioner kroner. Det synes jeg ikke, der er fair, siger Johan Vinde Larsen.
Han mener, at de foreløbige vurderinger er et brud på tilliden.
- Det er tydeligt, at man udsætter alle boligejere for Vurderingsstyrelsens allermest vanskelige processor, som de tilsyneladende ikke er færdige med.
Grundværdi gik fra 105.000 kroner til 61 millioner
Rikke Andersen havde egentlig leget med tanken om at sælge sin landejendom inden for de kommende år.
Hun ejer et hus, der ligger mellem Svenstrup og Frejlev. Grunden var tidligere vurderet med en grundværdi på 105.600 kroner.
Men i hendes foreløbige vurdering er samme værdi nu sat til hele 61,5 millioner kroner.
- Jeg tænkte, at det kunne ikke være rigtigt, så jeg slog adressen op igen. Det virker helt urealistisk. Man ved ikke rigtig, hvordan man skal forholde sig til det. Der må i hvert fald være sket en fejl, siger Rikke Andersen.
Det betyder også, at det ikke lige bliver foreløbigt, at hun kommer til at sælge sin landejendom.
- Der er ikke mange i 2024, der har råd til at blive beskattet af en grundværdi på de 61 millioner. Så på den måde er jeg stavnsbundet på hænder og fødder med hensyn til at sælge, indtil jeg kender den rigtige ejendomsværdi.
Hun håber på, at politikerne kommer til at reagere på de mange fejlvurderinger.
- Jeg håber, at de kan se, at det er et stort problem for mange, og det er noget, de kan gøre noget ved inden 2025. Det er langt tid at gå, siger Rikke Andersen.