GUIDE: Det kan være godt at spare op i skat - men det er bedre at gøre noget andet

Behold hellere pengene på din konto eller betal dine forbrugslån ud.

Et stigende antal danskere rammer rigtigt, når skatten skal betales, men der er også dem, der næsten bruger skattevæsenet som en gammeldags sparegris.

Hvert år, når årsopgørelsen lander, er den overskydende skat stor, og selvom det kan generere stor jubel hos den enkelte, så er der bedre måder at sikre sig en opsparing på, lyder det fra økonomiske rådgivere.

- Det er positivt, hvis folk forholder sig til deres privatøkonomi, så der ikke kommer en regning, ingen var opmærksomme på, men borgere får ikke noget for deres penge, mens de står hos skattevæsenet, lyder det fra Helle Snedker, kundedirektør i det uafhængige rådgivningsfirma Formuepleje.

- Hvis du skal bruge dem privatøkonomisk smart, så stil dem et sted, hvor du får mere end nul kroner.

Her er rådgivernes råd til, hvad du kan gøre:

1

Behold pengene på din konto

I stedet for at skrive for meget på forskudsopgørelsen eller hæve din trækprocent, så du får penge tilbage, kan du tjene penge på at sætte dem til side på din almindelige indlånskonto i banken. Her kan der nemlig være positive renter at hente på de første par tusinde:

- Der er nogle banker, hvor man skal betale for at have penge stående, men det gælder mest for virksomheder. Flere portaler giver mulighed for at tjekke, hvor man kan hente de bedste renter på indlånskonti, så man sikrer sig, om der er andre steder, der er bedre, siger Helle Snedker.

2

Betal af på dine forbrugslån

For dem, der har en kassekredit eller flere lån til bil, teknik og andre forbrugsgoder, er det ifølge Kim Valentin, direktør i Finanshuset, en god idé at betale gæld af i stedet. Her kan du nemlig slippe for at betale en masse renter, du skal betale, mens pengene venter hos skattevæsenet.

- Det er jo ikke dumt at slippe for at betale renter på sin kassekredit, og kassekreditter og forbrugslån er der en del skatteborgere, der har. Få gælden væk i stedet for, lyder rådet fra Kim Valentin, der i øvrigt er nyvalgt folketingsmedlem for Venstre.

3

Opret en aktiesparekonto

Hvis der virkelig er overskud i økonomien, og forbrugsgælden er nedbragt, lyder anbefalingen fra Helle Snedker, at pengene står bedre i en aktiesparekonto.

- Det er godt for samfundet, når borgere investerer, og som investor kan man være så heldig, at der også kommer penge ud af det i længden. Aktiesparekontoen er en nem måde at komme i gang på, hvis man blot ønsker at investere en lille smule. Det er altså langt bedre end at have penge stående i skat til nul kroner år efter år.

Facebook
Twitter