GUIDE Tjek dine rettigheder på Black Friday

Kan du bytte en vare købt på Black Friday? Eller få pengene retur? Få overblik over dine rettigheder.

På fredag starter Black Friday, hvor butikker over hele landet vil sælge varer til nedsatte priser. (Foto: Jonas Skovbjerg Fogh © Scanpix)

På fredag holder butikkerne Black Friday. Her vil tusindvis af danskere gå på udsalgsjagt landet over.

Men det kan være svært at finde hoved og hale i, hvilke rettigheder man har, når man handler i butikker.

Derfor har vi samlet de vigtigste informationer om dine rettigheder som forbruger her:

Altid to års reklamationsret

Det kan gå heftigt for sig på Black Friday. Her kæmper flere kunder om et fjernsyn i supermarkedet Asda i London 2014. (Foto: Luke MaCGregor © Scanpix)

Købeloven giver forbrugere to års reklamationsret. Det gælder alle årets 365 dage - også Black Friday.

Reklamationsretten betyder, at du kan klage til butikken, hvis din vare går i stykker mindre end to år efter købet. Du kan for eksempel klage, hvis du opdager, at varen ikke lever op til det, du blev lovet, da du købte den.

Opdager du derfor fejl og mangler ved en vare, som ikke er selvforskyldte, har butikken pligt til at hjælpe dig. Kommer du hjem med en vare, hvor dét er tilfældet, må det heller ikke koste dig ekstra eller være til besvær for dig som forbruger.

Måske ingen returret i butik

Vil du være sikker på at kunne enten bytte din vare eller få pengene retur, er det vigtigt, at du tjekker op på dine rettigheder i den enkelte butik, inden du handler.

Det er nemlig op til butikken selv, hvilke rettigheder du har på det område. Det er altså ikke en ret, du har som forbruger, når du handler i den fysiske butik. Derfor kan det også være en god idé samtidig at tjekke, hvor lang fristen er for bytte - og fortrydelsesretten i den enkelte butik.

Flere rettigheder online

Vælger du i stedet at handle din vare online, har du som forbruger for eksempel 14 dages returret i alle butikker indenfor EU.

Brug betalingskort på nettet

Handler du på nettet, kan en butik tilbyde flere forskellige måder, du kan betale din vare på, for eksempel via kontooverførsel. Betalingskort er dog bedst at bruge, hvis du vil sikre, at du får flere rettigheder ved dit køb.

Det betyder nemlig, at din bank fører pengene tilbage til dig, hvis:

  • Netbutikken har trukket et højere beløb end aftalt

  • Du afviser at tage imod pakken, når den bliver leveret

  • Du aldrig får leveret din vare - eller den viser sig at være noget andet end det, du har betalt for, for eksempel en kopivare

Varer med fejl kan byttes

Butikkens ret til selv at bestemme over din bytte- og fortrydelsesret betyder ikke noget, hvis der er i fejl i varen.

Kommer du hjem med en vare med fejl, kan du få den byttet, repareret eller få pengene retur. Behold derfor din bon, da du skal bruge den, når du skal returnere eller have pengene tilbage for en vare med fejl.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk

Facebook
Twitter