Håndværksmester: Sådan købte jeg falske fakturaer af netværk tiltalt for skattesnyd for 290 millioner

850 virksomheder har købt falske fakturaer for at snyde i skat, mener politiet.

Når han modtog sine kontanter, mødtes håndværksmesteren altid med sin kontaktperson på forskellige parkeringspladser i København.

- Du må ikke snakke med ham i telefonen. I skal mødes, fortæller han.

- Så lod man telefonen ligge i bilen, gik en tur op ad fortovet, væk fra kameraerne.

På sms havde håndværksmesteren dagen forinden aftalt tid og sted med sin kontaktperson.

- Så får jeg overleveret en kuvert, hvor der stod x antal kroner på og mine initialer.

I kuverten var op mod 200.000 kroner i kontanter.

- Jeg kigger ned i konvolutten, vi giver hånd, og så siger han: skulle det være en anden gang. Pengene er altid professionelt pakket. Der er brugt tællemaskiner, og de er bundet med tape rundt om, det er ikke bare nede fra baglommen af, forklarer han.

Hvor meget har du snydt for?

- Jeg har vel snydt for en god million. Penge som skat skulle have haft.

Håndværksmesteren ønsker at være anonym. Og det har vi accepteret, fordi hans beretning løfter sløret for, hvordan tilsyneladende helt almindelige selskaber spiller en afgørende rolle i en af de største sager om moms- og skattesvindel herhjemme kaldet Operation Greed. DR Nyheder kender hans identitet og har gennemgået fakturaerne, som han har fået fremstillet.

850 virksomheder

Netop nu er 17 personer tiltalt for at have udstedt falske fakturaer, der ifølge politiet er brugt til skattesvindel for 290 millioner kroner.

Efter politiets opfattelse er det ikke bare de 17 tiltalte, der har snydt. De falske fakturaer er udstedt til godt 850 virksomheder, som har brugt fakturaerne til at snyde skat, mener politiet. De tiltalte i sagen nægter sig alle skyldige.

Det er netop det, den anonymiserede håndværksmester har været med til. Han har købt flere fakturaer af de selskaber, der nu er en del af Operation Greed-sagen. Det viser en gennemgang af håndværksmesterens fakturaer og politiets sigtelsesdokument i sagen.

Har du aldrig haft dårlig samvittighed?

- Jo, det tror jeg nok, de første par gange tænkte jeg over det, siger håndværksmesteren.

Forud for mødet på parkeringspladsen har håndværksmesteren overført et større beløb, som han ønsker at føre uden om skattemyndighederne. Han fortæller det foregik på denne måde:

1) Håndværksmesteren overførte penge til en konto i et selskab, der er styret af et kriminelt netværk.

2) Til gengæld fik han så en falsk faktura, så det så ud som, at han havde betalt for, at netværkets firma havde udført et stykke byggearbejde for hans firma.

3) Men arbejdet blev aldrig blev udført. I stedet blev pengene trukket ud af firmaet som kontanter.

4) Netværket beholdt selv de 20 procent i ”gebyr”.

5) Resten fik håndværksmesteren tilbage.

6) På den måde havde han masser af kontanter og en falsk faktura, han kunne vise til sin revisor og myndighederne, så han kunne slippe billigere i skat.

Den anonyme håndværksmester har ti gange købt falske fakturaer for at trække penge ud af sin virksomhed uden at betale skat. (© DR Nyheder.)

Så du får de her penge retur, og dem kan du bruge…?

- Til at betale de sorte medarbejdere, jeg reelt har haft ansat, siger den anonyme håndværksmester.

Det er jo snyd?

- Det er det, ja.

Du snyder skattevæsenet?

- Ja, ellers har jeg ikke noget arbejde, så vil jeg ikke kunne få opgaven på pladsen.

Tiltalte nægter sig skyldige

Selv afviser de tiltalte at have drevet forretning med ulovlige metoder.

- Nu skal retten se på de beviser, anklagemyndigheden har. Min klient nægter sig skyldig, det har han gjort hele vejen igennem, og han har forsøgt at hjælpe, så godt han kan, udtalte forsvarer Eigil Strand, da sagen begyndte tilbage i december.

Også advokaten for den mistænkte hovedbagmand afviser anklagerne.

- Han har ikke deltaget i nogle ulovligheder, og derfor påstår han sig frifundet, forklarede forsvarsadvokaten Jakob S. Arrevad.

Jakob S. Arrevad er forsvarer for den mistænkte hovedbagmand, der nægter sig skyldig. Den tiltalte har siddet varetægtsfængslet i halvandet år. (© DR Nyheder.)

Ifølge politiet har over 850 selskaber købt falske fakturaer af de tiltalte i sagen. Og det er i mange tilfælde mange helt almindelige selskaber, som har været kunder hos de svindel-tiltalte.

- Der er nogle, som har siddet og udstedt nogle fiktive fakturaer, som nogle andre selskaber har indbetalt. Og de penge er så gået gennem nogle vekselkontorer og på en eller anden måde kommet ud igen til de her fysiske personer, forklarede Maria Cingari, specialanklager ved Københavns Politi, ved det første retsmøde i sagen.

Mange firmaer i byggebranchen

Blandt selskaberne er rengøringsselskaber og mange almindelige byggefirmaer. Og det kommer bag på byggeriets arbejdsgiverorganisation.

- Det er jeg overrasket over, fordi det er bestemt ikke et billede, vi kan genkende af byggebranchen, siger underdirektør i Dansk Byggeri, Inger Petersen Thalund.

- Jeg synes, det er stærkt bekymrende, hvis det her er rigtigt. Og det er noget, vi skal have ryddet op i lige med det samme. Det her går ud over hele branchen, mener hun.

Dansk Byggeris underdirektør afviser påstanden fra håndværksmesteren, at det skulle være nødvendigt at snyde med falske fakturaer for at klare sig i branchen.

- Konkurrencen i byggeriet er hård. Men hvis man ikke kan byde på en opgave uden at ty til ulovligheder og sort arbejdskraft, så skal man lade være med at byde, siger Inger Petersen Thalund fra Dansk Byggeri.

Selv hævder håndværksmesteren, at han i dag er stoppet med at købe falske fakturaer. Alligevel stopper sagen formentlig ikke her, forklarer en ekspert, der selv har en fortid som politianklager.

- Der er nogen virksomheder, som har handlet med dem her, som nu siger: 'hvad så med os?' I anden bølge kan det være, der kommer et efterspil mod de virksomheder, som har brugt fiktive fakturaer i deres regnskaber, siger Lene Wacher Lentz, ph.d.-stipendiat ved Aalborg Universitet.

Sag mod firmaer venter

Når Operation Greed-sagen til næste år er afsluttet, kan der derfor komme et væld af straffesager mod de 850 håndværksmestre og andre virksomhedsledere, der har købt falske fakturaer.

- Det handler om at gå den her kreds igennem og se, hvilke direktører og virksomheder der skal sigtes for svindel, forklarer Lene Wacher Lentz.

Lige nu indgår nogle af de selskaber, som håndværksmesteren har købt falske fakturaer af, i den store retssag. Så han risikerer også at få en sag mod sig for skattesnyd.

Hvordan har du med det i dag?

- Hmm... Det er et overstået kapitel. Jeg håber bare på, at jeg ikke får brev ind ad døren fra Skat for nogle af de fakturaer, jeg har lavet, siger den anonyme håndværksmester.

Facebook
Twitter