Hårde straffe får skattefuskere til at fortsætte snyd

Danske skattespekulanter går ikke til bekendelse over for Skat på grund af frygt for strenge fængselsstraffe, lyder det.

Har man unddraget et skattebeløb på 250.000 kroner, står man til betinget fængsel og en bøde. Har man unddraget over 500.000 kroner, lyder straffen på ubetinget fængsel og en bøde.

Skatteadvokater bliver i stigende grad kontaktet af danskere, der vil have rådgivning om, hvad de skal gøre ved de formuer, de har skjult i skattely.

Det sker, efter at et politisk pres fra EU-politikere for gennemsigtighed og automatisk udveksling af skatteoplysninger har fået europæiske skattelybanker til at rydde op og opsige kunder, der bruger bankerne til at gemme penge for skattemyndighederne.

Det siger en række førende danske skatteadvokater til Information.

- Tro det eller lad være: Der er utrolig mange danskere, der i dag gerne vil lægge kortene på bordet, siger Torben Bagge, skatteadvokat og partner i advokatfirmaet Tommy V. Christiansen til avisen.

Tanken om fængsel skræmmer

Men hårde straffe mod skattespekulation afholder mange fra at gå til bekendelse over for Skat, siger skatteadvokaterne.

- Der er ikke nogen af dem, jeg har talt med, der har ønsket at gå videre (til Skat, red.), når de fandt ud af, at konsekvensen af at melde sig ville være at rykke direkte i fængsel, siger Martin Bekker Henrichsen, partner i Skatteadvokaterne.

Har man unddraget et skattebeløb på 250.000 kroner, står man til betinget fængsel og en bøde. Har man unddraget over 500.000 kroner, lyder straffen på ubetinget fængsel og en bøde.

- Det er helt klart det, at man kan risikere frihedsstraf, selv når man selvanmelder sig, der afholder mange fra at gå til Skat, siger Jan Steen Hansen, partner i Bruun Hjejle til Information.

Overvej amnesti

I stedet fortsætter spekulationen sandsynligvis uden for Europa, gætter flere skatteadvokater på.

Michael Bjørn Hansen, skatteadvokat og ekstern lektor i skatteret på Københavns Universitet, kalder de strenge straffe i Danmark et problem.

Både han og de øvrige skatteadvokater opfordrer derfor skatteminister Morten Østergaard (R) til at overveje en amnestiordning.

Skatteministeren har ikke ønsket at kommentere kritikken, men skriver i et kort svar til Information, at han afventer en evaluering fra SKAT om en tidligere amnestiordning, før han vil forholde sig til problemstillingen.

/ritzau/

Facebook
Twitter