På denne villavej har nogle enorme varmeregninger - mens resten slipper billigt

En vej på Amager er et tydeligt billede på, hvem der er energikrisens vindere og tabere.

Det kan betyde en enorm forskel, om du bor på den ene eller anden side af Bygrænsen på Amager.

Rettelse 9. december klokken 08.45: I første omgang lød det i artiklen, at ingen af beboerne på Tårnby-siden af vejen Bygrænsen har fjernvarme. Det er ikke korrekt, da der er flere rækkehuse, der er koblet på fjernvarmenettet. Det er derfor rettet i artiklen - ligesom overskriften er ændret.

Vi er på en helt almindelig villavej på Amager i København med lige dele parcelhuse og rækkehuse.

Men der er alligevel noget lidt specielt ved vejen Bygrænsen. Den ene side af vejen ligger i Tårnby Kommune, mens den anden side er i Københavns Kommune.

Placeringen på grænsen mellem de to kommuner er helt givet ikke noget, som beboerne har tænkt meget over de seneste mange år.

Men for lidt over et år siden begyndte energikrisen for alvor at buldre, og det har fået store konsekvenser for nogle af vejens beboere.

På den ene side af vejen kan københavnerne nemlig glæde sig over billig fjernvarme - som rent faktisk var billigere sidste vinter end normalt.

På den anden side af vejen bliver der til gengæld givet en regulær varmelussing til dem, der bor i hus, for der må borgerne opvarme boligen med stinkende dyr naturgas. Dem, der bor i rækkehus på Tårnby-siden har dog også fjernvarme.

Det kan betyde månedlige forskelle på firecifrede beløb afhængigt af, om du bor på den ene side, eller om du har købt hus blot en håndfuld meter væk i København.

En af beboerne på Bygrænsen, der er ramt af energikrisen er Lene Gaard, som bor i Tårnby og har naturgasfyr.

Hun var ikke meget for at se på sin varmeregning for denne vinter.

- Man venter lige lidt, inden man åbner mailen, men regningen er cirka fordoblet i forhold til sidste år, siger hun.

Hvordan har du det med, at dine genboers fjernvarme er blevet billigere?

- Det må da være dejligt for dem. Vi vil rigtigt gerne have fjernvarme her også, så det håber vi kommer på et tidspunkt og forhåbentlig inden alt for længe. Det vil være årets bedste nyhed, hvis vi får fjernvarme snart, siger hun.

'Det er dejligt at have en brændeovn'

Energikrisen har endnu ikke haft alvorlige konsekvenser for Lene Gaard. Hun sparer på gassen og tager en varm trøje på, og så har hun også en alternativ varmekilde i sit parcelhus.

- Det er dejligt at have en brændeovn, så man kan spare lidt på gassen, siger hun.

Mens husejerne i Tårnby lider under energikrisen, så er der anderledes gode nyheder at varme sig på på den anden side.

For varmeregningen i København har været stabil under energikrisen, da store dele af fjernvarmen er lavet på affald, som kraftvarmeværkerne rent faktisk får penge for at tage i mod.

Ifølge tal fra interesseorganisationen Dansk Fjernvarme, så er der op mod én million fjernvarmekunder - typisk i og omkring de store byer - som ikke for alvor eller slet ikke mærker energikrisen.

Og ifølge Henrik Lund, der er professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, så står vi lige nu i en historisk situation med ekstreme forskelle på varmeregningen afhængigt af, hvor du bor.

- Der har altid været forskel, men det er stukket af lige nu. Jeg mener aldrig, at vi har set så store forskelle, siger han.

Mange fjernvarmekunder har de seneste vintre også kunne lune sig med endnu en god nyhed. Deres kraftvarmeværk producerer nemlig også el, som lige nu bliver solgt til højere priser end de seneste mange år og hermed er med til at sikre fjernvarmeselskaberne et overskud.

Da fjernvarmeselskaberne ikke må beholde overskuddet, så skal hver en krone tilbage til forbrugerne.

- Vi ejer fjernvarmeselskaberne i fællesskab i Danmark, og derfor går salget fra elproduktionen til forbrugerne i form af billigere varme, siger direktør for Dansk Fjernvarme Kim Mortensen.

Heldig fjernvarmekunde: Jeg synes, at det er skrækkeligt

En af de heldige fjernvarmekunder bor på Bygrænsen ikke langt fra Lene Gaard.

Men selv om Kenneth Drejer kan glæde sig over billig fjernvarme, så er der ikke noget, der får ham til at danse af glæde.

- Jeg synes, at det er skrækkeligt, at der kan være så stor forskel, og at regningen er så stor, for dem der har gas. Det vidste man jo ikke, da man købte det, siger han.

Er det ok, at det affald, som alle smider ud, ender med at komme jer til gode, men ikke jeres genboer på den anden side af vejen?

- Nej, det synes jeg ikke, at det er. Jeg synes, at der burde være reguleringer, så alle betalte til den samme pris. Det synes jeg ikke er i orden, siger Kenneth Drejer.

Hos Dansk Fjernvarme mener man dog ikke, at det er decideret urimeligt, at der er forskel på folks varmeregninger lige nu.

- I de seneste år har det været forholdsvist billigt at varme sit hus op med naturgas. Til gengæld har det været sværere for fjernvarmeselskaberne at afsætte elproduktionen. Det er vendt rundt nu - nu er der både en god økonomi i at afsætte elproduktionen og producere fjernvarme, siger direktør Kim Mortensen.