Halvdelen af os tænker aldrig på pensionen

Pension er ikke noget, der fylder ret meget i danskernes dagligdag. Faktisk tænker en tredjedel af os aldrig på vores pension, viser en ny undersøgelse.

17 procent af os kan slet ikke huske, hvornår vi sidst tog vores pension op til overvejelse - og over 33 procent af os tænker aldrig på vores pension. Og så er der dem, der slet ikke kan huske, hvad deres pensionsselskab hedder. (© stock.exchng)

17 procent af os kan slet ikke huske, hvornår vi sidst tog vores pension op til overvejelse - og over 33 procent af os tænker aldrig på vores pension. Det fortæller Mikkel Korntved, der er direktør i Loyalty Group, der står bag en undersøgelse af danskernes forhold til deres pension.

- Man kan konkludere, at i dagligdagen er pension ikke noget, der fylder ret meget, siger Mikkel Korntved til DR Nyheder.

- Vi har også talt med nogle, der slet ikke ved, hvilket selskab, de har pension i.

Livrente, ratepension.... hvad...?

Og så er der det store flertal, som godt nok kan huske navnet på selskabet, men som ikke aner, om de har livrente, ratepension eller en helt tredje ordning.

- Det siger mig, at pensionsbranchen i den grad ikke har formået at skabe interesse om deres produkt. Mange føler, at de ikke kan gøre ret meget - de føler sig tvunget ind i et selskab via deres arbejdsplads, siger Mikkel Korntved.

Pensionen er altså endnu længere væk i danskernes bevidsthed end tandlægen og energileverandøren. Men der er ved at ske små skred, mener han.

- Der er faktisk ved at ske en ændring i markedsføringen i det sidste halve års tid. Blandt andet Skandia Pension har været ganske åbne og ærlige set med kundeøjne i deres markedsføring. Andre selskaber holder stadig kortene tæt ind til kroppen, siger han til DR Nyheder.

Vil spare på mælk - men ligeglad med pension

Nu er man simpelten nødt til at gøre noget, siger Morten Bruun, der seniorøkonom i Forbrugerrådet.

- Det her viser jo desværre, at pension ikke er et område, man interesserer sig ret meget for, siger han for fortsætter.

- Man kan bruge lang tid på at undersøge, hvordan man sparer 35 øre på mælk i en tilbudsavis. Men at bruge lidt tid på at kigge på sin pensionsordning, hvor det er flere hundrede tusinde, man jonglerer rundt med - det bruger man ikke så meget tid på, siger Morten Bruun til DR Nyheder.

Et godt råd

- Vil du anbefale, at man ringer til sit pensionsselskab i dag og beder om et møde?

- Ja, man skal være meget mere aktiv overfor sine pensioner. Mit råd er, at man starter med at kigge på sine omkostninger, for de er til at forholde sig til. Pensionsselskaberne er begyndt at offentliggøre omkostningerne på en måde, hvor det er lettere at sammenligne. Så kan man se, om man har en meget dyr eller en meget billig ordning.

- Derefter kan man se på udbetalingen for ens pensionsordning. Er det en livslang pensionsordning man har - eller får man kun udbetalt i 10 år, hvorefter det slutter?

Men for at kunne ringe til pensionsselskabet - så skal man jo lige kunne huske, hvad det hedder...

Facebook
Twitter