Han skal beskytte vores krone og 66,5 ton guld: Her er Danmarks nye nationalbankdirektør

Tidligere departementschef i Statsministeriet overtager efter Lars Rohde.

Christian Kettel Thomsen bliver ny nationalbankdirektør. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Fra en toppost til en anden.

Den tidligere departementschef i Statsministeriet og nuværende vicedirektør i Den Europæiske Investeringsbank, Christian Kettel Thomsen, skal være ny direktør i Nationalbanken fra 1. februar.

Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Han overtager hermed posten efter 68-årige Lars Rohde, der går på pension, og går hermed i bedene på koryfæer som Erik Hoffmeyer, Bodil Nyboe Andersen og Nils Bernstein.

Som ny direktør i Nationalbanken bliver hans fornemste opgave at "opretholde et sikkert pengevæsen samt at lette og regulere pengeomsætningen og kreditgivningen".

Med andre ord så skal han sikre, at kronen lægger sig stabilt op ad euroen ved at købe og sælge valuta.

Minister: Han er meget kompetent

Christian Kettel Thomsen er udnævnt af regeringens ansættelsesudvalg, som består af fem topministre.

- Christian Kettel Thomsen er meget kompetent til at indtræde i stillingen som nationalbankdirektør, siger erhvervsminister Morten Bødskov (S) i en pressemeddelelse.

- Han har en sikker hånd og stor erfaring med håndteringen af økonomiske og finansielle forhold. Jeg og regeringen ser frem til samarbejdet med den nye nationalbankdirektør.

Den snart nye nationalbankdirektør ser frem til at indtræde i stillingen.

- Nationalbanken er bredt respekteret og består af mange dygtige medarbejdere, som jeg glæder mig til at arbejde sammen med. Nationalbanken bidrager til en stabil økonomisk udvikling i Danmark, siger Christian Kettel Thomsen.

Foruden at sikre en "stabil økonomisk udvikling i Danmark" så får han hovedansvaret for at beskytte 66,5 tons guld, der havde en markedsværdi på 25,6 milliarder kroner ved udgangen af 2021.

Guldet ligger dog i Bank of England, hvorfor Kettel Thomsen nok ikke behøver at være personlig vagtpost for vores guldreserver.

Stilling blev slået op

Udnævnelsen af den nye nationalbankdirektør har været undervejs, siden Lars Rohde i september sidste år meddelte, at han går på pension efter mere end 10 år i spidsen af Nationalbanken.

Som noget nyt besluttede regeringen, at stillingen skulle slås for at sikre en 'åben proces og opnå et bredt ansøgerfelt.

Derfor kunne man læse med præcis, hvad det krævede at stå i spidsen for vores nationalbank.

- Du udviser handlekraft, synligt lederskab og trives med at træffe komplekse og svære beslutninger i en foranderlig verden.

- Dine overbevisende kommunikationsevner og din forståelse for det politiske system skal bidrage til Nationalbankens høje troværdighed, lød det i jobopslaget, hvor det også lød, at man søgte en profil med 'topledererfaring med stor personlig og professionel integritet, handlekraft, synligt lederskab og overbevisende kommunikationsevner'.

Christian Kettel Thomsen var departementschef i Statsministeriet i ti år fra 2010 og 2020.

Han har dermed været ansat både under daværende Venstre-statsminister Lars Løkke Rasmussen, Helle Thorning-Schmidt (S) og Mette Frederiksen (S).

Christian Kettel Thomsen kom til Statsministeriet fra en stilling som departementschef i Finansministeriet. Her var han departementschef i fem år.

Her nåede han at være departementschef for Thor Pedersen (V) og Claus Hjort Frederiksen (V).