Hvidvask i Danske Bank

Han var udset til Danmarks tungeste bankpost

40-årige Jacob Aarup-Andersen har gjort kometkarriere i finansverdenen. Men sidste skridt på stigen blev i dag afvist.

Jacob Aarup-Andersen (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Fynboen med kometkarrieren. Himmelstormeren. Finanskometen og gulddrengen.

Alle er prædikater, som er brugt om Jacob Aarup-Andersen, der stod til at blive den yngste administrerende direktør i Danske Banks historie.

Og det er i den grad en mand, der har gjort kometkarriere. For selv om Jacob Aarup-Andersen allerede har tilbragt de seneste 19 år i finansverdenen, så er han kun 40 år.

Men med den unge alder følger der også manglende erfaring i ledelse af en bank. Og det betyder, at Finanstilsynet ikke vil godkende fynboen til posten som administrerende direktør i landets største bank.

- Generelt vil man sige, at en CEO som tiltræder i en ny organisation skal have 5-7 års erfaring fra en tilsvarende position, og det har Jacob Aarup-Andersen jo på ingen måde, siger Stephen Bruyant-Langer der er personlig rådgiver og stifter af The Personal Business Plan.

I gymnasiet var det dog ikke tunge økonomiske bøger og selvbiografier fra finansmoguler, der fyldte Jacob Aarup-Andersens bogreol. I et portrætinterview til Børsen, sagde han:

- Jeg brugte størstedelen af min tid på Nietzsche, Dostojevskil, Kant, Kierkegaard og Sartre. Jeg læste ikke Warren Buffets seneste bog eller sad med en karriereplan om at skulle ende som finansdirektør i Danske Bank.

På trods af den boglige interesse, så blev det finansverdenen, der trak i Jacob Aarup-Andersen. Som ung økonomistuderende ved Københavns Universitet blev han i 1999 ansat som studentermedhælper ved bankernes interesseorganisation Finansrådet under daværende direktør Lars Barfoed.

Det var en kløgtig ung mand, der var blevet ansat, og han formåede at give et varigt aftryk blandt flere medarbejdere, heriblandt den tidligere vicedirektør Klaus Willerslev-Olsen.

- Han var et sympatisk menneske og meget vellidt af alle. Og så var han fagligt dygtigt. Der var gensidigt positive vibrationer mellem ham og de andre ansatte i Finansrådet dengang, fortæller Klaus Willerslev-Olsen.

Og som ordet studentermedhjælp jo antyder, så var der også et studie, der skulle gøres færdigt. I 2002 blev Jacob Aarup-Andersen cand.polit – det, der i daglig tales kaldes for økonom - fra Københavns Universitet. Kort tid derefter tog han til London med gymnasiekæresten Stine, som han nu er gift med, for at arbejde for investeringsbanken Goldman Sachs. En stilling han bestred i 3 år og en måned, men som stadig spøger i kulissen.

- Det var og er den hårde skole, men det er også den mest fantastiske skole, hvis du spørger mig. Man arbejder ekstreme timer, men man får også rigtig meget ansvar. Man bliver en del af superspændende processer og arbejder sammen med meget intelligente mennesker, som man virkelig kan lære af, sagde Jacob Aarup-Andersen i et portrætinterview i Børsen tilbage i 2014.

For selvom tiden i investeringsbanken var med til at danne en disciplineret og struktureret bankmand, så udstråler bankens forretningsmetoder også alt det, som Danske Bank i den kommende tid skal prøve at distancere sig fra for at komme sig over hvidvaskskandalen og opbygge offentlighedens tillid.

- I Goldman Sachs er man rigtig gode til at tjene penge. Men det er på den gammeldags Gordon Gecko-agtige måde, hvor investeringer er kortsigtede. Det er ikke længere nok. I 2018 er man også nødt til at lave noget, der er moralsk forsvarligt, siger professor i ledelse og økonomi ved Aalborg Universitet, Anders Drejer.

I London tog karrieren hurtigt fart. Efter to år i Goldman Sachs blev Jacob Aarup-Andersen ganske usædvanligt forfremmet, før Goldman Sachs system ellers tillod det.

Kanonkarrieren i investeringsbanken er noget, der i den grad kan åbne døre i London, og kort efter forfremmelsen i Goldman Sachs blev han rekrutteret af en tidligere Goldman Sachs-partner til hedgefonden Highbridge Capital. Men efter kun et år var han allerede på vej videre til næste sted.

I 2006 var han nemlig selv med til at stifte hedgefonden Montrica.

Men at drive en hedgefond adskiller sig betragteligt fra det, vi normalt karakteriserer som normal bank- og investeringsforretning.

- Det er en verden af ren spekulation. Og det er fint at spekulere, hvis man er dygtig. Det, som kritikken har været af hedgefonde generelt, er, at kunderne har fundet ud af, at nogle af hedgefondene ikke har været så dygtige til det alligevel, forklarer Anders Drejer.

I 2012 traf Jacob Aarup-Andersen så det, han har kaldt sin karrieres sværeste beslutning. Nemlig at forlade London og vende tilbage til Danmark. Først som porteføljeforvalter i Danske Capital og senere som finansdirektør i Danica Pension – et pensionsselskab, der er ejet af Danske Bank.

Her var udfordringen at få vendt Danicas afkast, der havde haltet efter konkurrenternes. Her lykkedes det ham at kapre nogle af landets dygtigste investeringsfolk fra konkurrenten PFA, og skabe medvind for Danica.

Som ofte før nåede Jacob Aarup-Andersen ikke at bestride posten i mange år. Succesen i Danica Pension gjorde, at ledelse i Danske Bank fik øjnene op for det unge talent, der blev tilbudt jobbet som finansdirektør i banken.

Da Jacob Aarup-Andersens navn kom frem som favorit til at overtage direktørposten i Danske Bank for uger tilbage, kom det samtidig frem i erhvervsmediet Finanswatch, at Jacob Aarup-Andersen var registret som medejer og direktør for to investeringsvirksomheder, som ikke havde noget med Danske Bank at gøre.

Et af disse selskaber havde en ejerandel i et andet selskab med hjemsted i Dubai. Et land med et særdeles afslappet forhold til selskabsskat.

Og selvom der intet juridisk forkert er i, at en investeringsmand investerer i et selskab, som i øvrigt er blevet godkendt af Danske Banks bestyrelse, så var der flere, der mente, at investeringer symboliserer noget af det, som Danske Bank i den kommende tid skal distancere sig fra for at genvinde befolkningens tillid.

Til Finanswatch udtalte strategisk ledelsesrådgiver og direktør i kommunikationsbureauet Re-Mind, Jon Kielberg:

- Det er ikke det juridiske, der afgør, om man er en succes eller ej, eller om ens omdømme er godt – i hvert fald ikke alene det. Legitimitet betyder rigtig meget

Mens Sune Bang, der er administrerende direktør og partner i kommunikationsbureauet København, pegede på, at Danske Bank er i en så skrøbelig situation lige nu, at selvom der ikke er noget odiøst i at have en investering i Dubai, så kan det stadigvæk påvirke banken:

- Når du ryger ind i en krise af den ene eller den anden art, bliver dit manøvrerum formindsket. For alt kan ses i et lys, der ikke er særlig gunstigt. Og så skal man bare ikke have sådan nogle sager.

Fortsætter i samme job

Selvom det ikke blev til en toppost i denne omgang, så fortsætter Jacob Aarup-Andersen i den samme stilling som han har bestredet siden maj i år. Nemlig som chef for bankens prestigefyldte Wealth Management-afdeling.

- Jeg er stolt og glad over, at Danske Banks bestyrelse anbefalede mig som administrerende direktør, hvilket er et stort skulderklap. Jeg tager naturligvis Finanstilsynets tilkendegivelse til efterretning og noterer mig deres begrundelse, siger Jacob Aarup-Andersen i en pressemeddelelse.

Facebook
Twitter