Handels- og erhvervselever: 10.000 praktikpladser er slet ikke nok

Elevorganisationer tvivler på, om trepartsaftalen overhovedet kan lykkes.

Elever på erhvervsskolerne tvivler på, at den nye trepartsaftale kommer dem ret meget til gode(arkivfoto) (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Selvom der er tusindvis af ekstra praktikpladser på vej, er eleverne langt fra tilfredse.

Det meddeler elevorganisationer til DR Nyheder.

Regeringens og arbejdsmarkedets parter har i dag indgået en aftale om, at der i 2025 skal være oprettet mellem 8.000 og 10.000 ekstra praktikpladser. Det skal blandt andet ske ved at belønne de virksomheder, der tager mange praktikanter - og ved at straffe dem, der ikke gør.

Det er et skridt i den rigtige retning, siger formanden for Erhvervsskolernes Elevorganisation, Morten Egede, men han tvivler på, om det overhovedet kan lade sig gøre:

- Jeg kan ikke se, hvordan en ændring af arbejdsgivernes uddannelsesbidrag vil kunne skabe 8.000 - 10.000 nye praktikpladser. Jeg tror slet ikke, at der er så mange. Måske kan det lade sig gøre at finde 6.000, siger han.

Elevformand: 27.000 kroner er alt for lidt

Formanden for Landssammenslutningen af Handelsskolelever, Jonas Thisted, er heller ikke imponeret over antallet af praktikpladser, når der nu mangler 13.000 af dem.

Han mener, at belønningen burde være større for de virksomheder, der opretter praktikpladser og straffen strengere for dem, der ikke gør:

- Det kommer til at koste virksomhederne 27.000 kroner per elev, hvis de ikke skaber praktikpladser. Det er ikke meget for en virksomhed, og det er ikke nok til at få virksomhederne til at skabe flere, mener han.

Facebook
Twitter