'Har alt for travlt til at skrive noget,' noterede minister i sin dagbog: Nu taler han for første gang ud om svindelsagen, der rystede Danmark

Den tidligere skatteminister Karsten Lauritzen giver for første gang et længere interview om udbyttesagen.

Karsten Lauritzen var skatteminister, da udbyttesagen kom frem. (Foto: © Nicoline Kjems-Krognos, Ritzau Scanpix)

Mandag den 24. august 2015 er en dag, Karsten Lauritzen aldrig glemmer.

To måneder tidligere var han blevet udnævnt som ny skatteminister, og denne mandag sad han til regeringsseminar på Marienborg om den kommende finanslov.

Altså et definerende møde for den nye Venstre-regering.

- Pludselig ringede min departementschefs telefon, og han er ude af lokalet i længere tid. Det var mærkeligt, fordi man ikke forlader sådan nogle møder som departementschef, siger Karsten Lauritzen.

Efter mødet skulle han tilbage mod i København i sin ministerbil, og her spurgte departementschef Jens Brøchner, om han måtte køre med.

Det undrede Karsten Lauritzen, som snart skulle opdage, hvorfor Brøchner var så insisterende.

- I bilen fortæller han mig, at han netop har fået at vide, at Danmark formentlig er blevet svindlet for 6,2 milliarder kroner.

- Jeg var i chok. Seks milliarder er ubegribeligt mange penge. Jeg vidste med det samme, at min vigtigste opgave som minister var at forholde mig til det formodede skattetyveri, siger Karsten Lauritzen.

Det, Jens Brøchner fortæller Karsten Lauritzen i ministerbilen, er startskuddet til danmarkshistoriens største bedragerisag.

Den får navnet udbytteskandalen, og det viser sig siden hen, at statskassen formentlig er blevet lænset for mere end det dobbelte af, hvad man først troede.

12,7 milliarder kroner har formodede udenlandske svindlere hevet op af den danske statskasse fra 2012 til 2015.

Herunder kan du blive klogere på, hvad udbytteskat er, og hvad der menes, når man taler om refusion af udbytteskat:

Alle var i alarm-mode

I dag kommer den foreløbige kulmination på skandalen, når den formodede hovedmand i svindlen får sin dom i Retten i Glostrup.

Sanjay Shah hedder manden, og han er tiltalt for at have svindlet den danske statskasse for ni milliarder.

Han kræves idømt lovens strengeste straf for økonomisk kriminalitet på 12 års fængsel, men mener selv, at han skal pure frifindes.

I forbindelse med afgørelsen i dag har Karsten Lauritzen, der i dag er branchedirektør i Dansk Industri, sagt ja til for første gang at give et længere interview om sagen, der rystede Danmark.

Forud for interviewet med DR har han været tilbage i annalerne for at se, hvad han selv skriblede ned i de hektiske dage, efter at det formodede skattetyveri blev opdaget. Karsten Lauritzen har nemlig skrevet udførlig dagbog i sin ministertid.

- 'Har alt for travlt til at skrive noget. Udbyttesvindel!', står der i min dagbog. Jeg kan bare huske, at det var meget intenst, og at alle var i alarm-mode, siger Karsten Lauritzen.

Et billede af Karsten Lauritzen fra 2015. (Foto. Søren Bidstrup/Scanpix)

Skattevæsnet skulle nemlig hurtigt have overblik over, hvordan den formodede svindel var foregået.

Og samtidig skulle Karsten Lauritzen orientere Folketinget og offentligheden. I processen så han, hvordan systemet arbejdede under pres.

- Alle arbejder effektivt og hurtigt. Det ændrer ikke på, at svindlen skulle være stoppet langt tidligere. Men da sagen rammer mig som minister, kan jeg ikke sætte en finger på, hvordan embedsværket håndterede det, siger han.

Læs her det store portræt, som er lavet i forbindelse med, at retssagen mod Sanjay Shah gik i gang:

Lukkede først hullet efter syv uger - kostede 2,6 mia. kroner

Da Karsten Lauritzen fik besked om den astronomiske svindelsag, havde hans egne medarbejdere i det daværende Skat faktisk kendt til sagen i et stykke tid.

Det er tidligere kommet frem, at de danske skattemyndigheder blev advaret om den mulige milliardsvindel tilbage i juni 2015 af en dansk advokat, der repræsenterede en af Sanjay Shahs tidligere nøglemedarbejdere.

Hullet i statskassen blev dog først lukket syv uger senere, og i den periode flød svimlende 2,6 milliarder kroner ud af statskassen i refusion af udbytteskat.

Den håndtering får ikke pæne ord med på vejen i dag.

- Det er naturligvis meget kritisabelt, at der går så lang tid, fra man får tipsene, til man reagerer. Hvis man havde reageret tidligere, så kunne man også have sparet skatteborgerne for nogle penge, siger Karsten Lauritzen.

Den tidligere minister retter dog også blikket indad og peger på, at politikerne i en lang årrække op til 2015 havde sparet Skat "helt ned i knæ".

- Når der går så lang tid, så tror jeg også, at det hænger sammen med, at der sad fem mennesker på udbytterefusionsområdet, der skulle udbetale rigtig mange penge. Hvis jeg skal forsvare dem, så havde skiftende regeringer ikke givet dem mange muligheder for at reagere effektivt, siger Karsten Lauritzen.

Har du ikke også selv et medansvar, når du har været til at stemme for nogle af de her besparelser?

- Det har jeg naturligvis, og det tog jeg på mig i mine fire år som skatteminister, siger han.

En retstegning af Sanjay Shah under et grundlovsforhør i december 2023 i Glostrup. (Foto: © Jesper Andkjær, Ritzau Scanpix)

Jagten på milliarderne

Når Sanjay Shah i dag får sin dom, bliver der således skrevet et centralt kapitel i den historiske svindelsag.

Der er dog også et helt andet spor i sagen. Jagten på Sanjay Shahs mange milliarder af kroner, som han selv har erkendt at have hevet op af statskassen.

Derfor har de danske skattemyndigheder rejst adskillige civile retssager over hele verden mod en lang række af selskaber og personer for at få så mange af de i alt 12,7 milliarder kroner tilbage i statskassen.

I den del af udbyttesagen mener Karsten Lauritzen selv, at han har spillet en central rolle.

Den strafferetslige efterforskning af skandalen har nemlig været i gang et par år, men skatteministeren er bekymret for, om der sker nok.

- Derfor bruger jeg nogle kræfter på at undersøge, om alle muligheder er udtømte, siger Karsten Lauritzen.

Her finder han ud af, at der er en ekstra vej til at få milliarderne tilbage til Danmark.

- Det lidt pudsige er, at jeg taler med en god ven, der tilfældigvis er jurist. Han fortæller, at politiets opgave er at få straffet de ansvarlige og putte dem i fængsel. 'Det er ikke at få pengene tilbage, for det er dit ansvar som skatteminister', forklarer han mig, siger Lauritzen.

Lauritzen gik straks tilbage til sit ministerium.

- Og så rullede bolden ret hurtigt.

I dag har de civile sager kørt i omkring syv år, og der verserer aktuelt sager mod cirka 450 personer og selskaber i USA, England, Dubai, Malaysia, Canada, Holland og Danmark.

Det er - med væsentlig usikkerhed - forventningen, at udgifterne til de mange sager løber op i 4,3 milliarder kroner. Skattemyndighederne vurderer samtidig, at man vil kunne få mellem 8,5 og 9,5 milliarder kroner tilbage i statskassen i sagerne.

'En kriminel handling af meget, meget stort omfang'

Når Sanjay Shah i dag får sin dom, så sker det efter mange års efterforskning, et langt forløb om udlevering fra Dubai og 23 retsdage i Glostrup.

Under de mange dage i retten er Karsten Lauritzen faktisk selv blevet et selvstændigt tema. Shahs forsvarsadvokater har nemlig forsøgt at få sagen afvist på grund af særligt danske politikeres udtalelser gennem årerne.

Det er forsvarets påstand, at de med udtalelserne har dømt briten på forhånd, og at han dermed ikke får en fair retssag. Blandt de udtalelser, der er blevet hevet frem i retten, er der flere fra Karsten Lauritzen.

- Der er tale om danmarkshistoriens største skattetyveri, og det er forfærdeligt, at det har kunnet finde sted. Det er en kriminel handling af meget, meget stort omfang, sagde den tidligere skatteminister i november 2015.

I dag har Karsten Lauritzen kun hovedrysten over for, at Sanjay Shah mener, at han er dømt på forhånd.

- Jeg tror, at den tiltaltes påstand skyldes et manglende kendskab til danske domstole. I Danmark er ingen dømt på forhånd, og ingen dommer i Danmark kunne drømme om at lade sig påvirke af politiske udtalelser, siger han.

I dommen mod Sanjay Shah i dag klokken 16 i Glostrup vil retten også tage stilling til forsvarets anmodning om at få sagen afvist.

DR Nyheder følger naturligvis selve domsafsigelsen tæt i dag på alle vores platforme. Desuden samler vi løbende reaktioner ind efter dommen.