Hvidvask i Danske Bank

Har du mistet overblikket? Her er de vigtigste nyheder i Danske Banks hvidvask-undersøgelse

Omfanget af skandalen og den russiske centralbanks advarsel tilbage i 2007 er det mest chokerende, siger erhvervskorrespondent.

Advokatundersøgelsen har frikendt Danske Banks ledelse for juridisk ansvar i hvidvasksagen. (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

Danske Banks topchef Thomas Borgen fratræder, når en afløser er fundet.

Den russiske centralbank advarede om mulig hvidvask tilbage i 2007. Og frem til 2015 er beløb til en samlet værdi af 1.500 milliarder kroner strømmet igennem Danske Banks estiske filial.

Dagen, hvor Danmark største bank offentliggjorde sin advokatundersøgelse af sagen om formodet hvidvask for milliarder af kroner, har budt på en lang række overskrifter.

Men hvor meget klogere er offentligheden blevet på sagen, der er blevet kaldt for Danmarkshistoriens største bankskandale?

DR's erhvervskorrespondent Jakob Ussing har fulgt sagen tæt og peger her på de vigtigste nyheder, som Danske Banks undersøgelse har ført med sig.

Omfanget er større end forventet

"Omfanget er større, end nogen havde turde forestille sig. I alt 1.500 milliarder kroner er strømmet gennem banken, og det er et helt enormt beløb. Vi får endda af vide, at størstedelen af pengeoverførslerne er foretaget af 6.200 ud af bankfilialens i alt 15.000 udenlandske klienter, og at hovedparten af dem er mistænkelige. Men vi mangler stadig at få af vide, præcis hvor stort omfanget af hvidvask er. Det er i sidste ende myndighederne, der skal afgøre det."

Hvidvask-skandalen kunne være undgået i 2007

"Det er noget chokerende, at Danske Bank helt tilbage i 2007 blev advaret af den russiske centralbank via Finanstilsynet om, at der var russere, som angiveligt hvidvaskede milliarder af rubler gennem banken hver eneste måned. Allerede der lød alarmklokken, og der burde banken have lukket afdelingen for udenlandske kunder i Estland ned."

Der har været nedsmeltning i alle kontrollinjer

"Danske Bank erkendte i dag, at der har været en total nedsmeltning i alle bankens kontrollinjer. Det er gået galt i Estland, det er gået galt med hovedkontorets kontrol med Estland og også med de generelle procedurer, der er i en bank for at sikre, at hvidvask ikke kan forekomme."

Danske Bank har frikendt ledelsen

"Topchef Thomas F. Borgen forlader sin stilling, men juridisk set har Danske Bank i dag frikendt både topchefen, bestyrelsesformanden og bestyrelsen. Dog mener Danske Bank, at der er en række medarbejdere lige under topledelsen, der rent juridisk har forbrudt sig i forhold til deres forpligtelser i banken. De må gå som konsekvens af den undersøgelse, vi fik fremlagt i dag, hvis de ikke allerede har forladt banken."

Ansatte i banken har haft suspekte forbindelser

"42 af de ansatte ser ud til at have haft så suspekte forbindelser til nogle af de mest mistænkelige kunder, at Danske Bank har orienteret myndighederne om det, og otte personer er blevet politianmeldt i Estland. I forvejen efterforsker de estiske myndigheder 26 personer, der er blevet politianmeldt af en investor, for at have stået i ledtog med kriminelle."

Vi mangler stadig centrale informationer

"Der er stadig mange ubesvarede spørgsmål: Hvad er det præcise omfang af mistænkelige transaktioner? Hvor mange og hvor store bøder kan Danske Bank få? Hvad kommer myndighederne frem til? Det kan også spores i aktiemarkedet, der reagerede voldsomt, fordi vi stadig ikke ved, hvor stort omfanget af hvidvask gennem banken har været - kun at det måske er endnu større, end hidtil antaget."

Danske Bank har ikke sat sidste punktum

"Banken er kun nået igennem overførslerne fra de mest mistænkelige 6.200 ud af de i alt 15.000 udenlandske kunder, filialen har haft mellem 2007 og 2015. Danske Bank sagde i dag, at de måske fremlægger mere. Dog mener banken, at hovedkonklusionerne i undersøgelsen og konsekvenserne af den er fremlagt."

Facebook
Twitter