Har du SAS-billetter og frygter for sommerferien? Vi arbejder på en løsning, siger SAS-direktør

SAS oplyser, at man kan ombooke sine billetter gratis for berørte fly.

Koncerndirektør i SAS i Danmark, Simon Pauck Hansen, sætter flere ord på situationen, SAS står i lige nu. (Foto: Andreas Hellwing DR)

Sidder du med et par SAS-billetter i hånden til den kommende sommerferie?

Så skal du læse med her.

For med en pilot-strejke, der starter på onsdag, hvis ikke piloterne bliver enige med SAS om en ny overenskomst, kan din flyvning hænge i en tynd tråd.

Men SAS arbejder på højtryk for at finde en løsning, forsikrer koncerndirektør i SAS i Danmark, Simon Pauck Hansen.

Det siger han i et interview med DR Nyheder.

- Det er en svær situation, vi står i. SAS er udfordret på mange niveauer. Vi arbejder fuldt og fast på, at vi kan løse den forestående strejke med løsninger i forhandlingsrummet, siger Simon Pauck Hansen.

Hør i videoen nedenfor, hvad Simon Pauck Hansen siger om SAS' informationsniveau til kunderne.

Alle flyvninger kommer dog ikke til at blive berørt, og flere ruter vil også forblive intakte - strejke eller ej, siger SAS.

- Et bredt udsnit af europæiske og skandinaviske ruter kommer til at operere. Man kan se præcis, hvilke flyvninger der kan rammes af en eventuel strejke på vores hjemmeside.

- 50 procent af flyvningerne kommer til at operere som planlagt, uanset om der er strejke, siger Simon Pauck Hansen.

SAS oplyser også, at folk gratis kan ombooke deres billetter for berørte fly på bestemte datoer. De henviser til deres hjemmeside for fuld information.

Den vaklende situation i SAS har også sat sit aftryk på kunderne, og det tager SAS til efterretning.

- Der er ingen tvivl om, at den usikkerhed, der er omkring operationen, påvirker kundernes lyst til at booke en billet med SAS. Det forholder vi os til, og det er derfor, vi arbejder på at finde løsninger, siger Simon Pauck Hansen.

'Jeg har haft mareridt'

For mange begyndte skolernes ferie i dag, og det kan give ekstra travlhed i lufthavnen denne weekend.

Derfor gyser passagererne, for de ved ikke, om de kan hjem fra ferien igen, hvis de rejser ud med SAS i denne weekend - og strejken træder i kraft efterfølgende.

Det gælder blandt andre Carsten Sand, som vores reporter fangede i Kastrup Luthavn i dag, inden han skulle flyve på ferie til Grækenland.

Carsten Sand arbejder til daglig med IT. Han skal til Grækenland i ti dage med sin familie. (Foto: (C) DR Nyheder)

- Jeg har haft mareridt om det, men jeg prøver at lade være med at tænke på det. Når vi står der, må vi se, hvordan vi kommer hjem.

Står man nemlig i en situation, hvor man frygter for sin flyvning med SAS, kan man to ting.

Man kan ombooke eller afbestille.

Det siger Vagn Jelsøe, der er chefkonsulent hos Forbrugerrådet Tænk.

- Det klogeste er nok at sige til SAS, hvad kan I tilbyde, og hvis det, de kan tilbyde, ikke er acceptabelt, så bed om at få pengene tilbage og kræv kompensation.

Hvis strejken bryder ud i næste uge, kan det skabe en penibel situation for rejsende, der allerede er i udlandet, men skal hjem mod Danmark igen.

For hvad hvis flyet hjem bliver aflyst?

- Vi vil arbejde på bedste vis. Men det er en svær situation, da der er mange fulde flyvninger i Europa, og det gør også, at det er vanskeligt at finde alternativer til kunderne. Vi skal hjælpe kunderne, så godt vi kan, men fokus er at sikre, vi ikke får nogen strejke i SAS, siger koncerndirektør i SAS i Danmark, Simon Pauck Hansen.

Forbrugerrådet Tænk oplyser, at SAS skal betale rimelige udgifter til hotel og mad, indtil de kan bringe en hjem.

Stor krise i SAS

Pandemien har sat sine spor, regnskabet har set rødt ud, der er varslet flere strejker i koncernen, og den svenske stat har smækket pengekassen i.

Derudover har SAS varslet lockout for både svenske, danske og norske piloter, men også kabinepersonale organiseret i fagforeningen Dansk Metal har fået udstedt en lockoutvarsling.

Lockout er det omvendte af en strejke, hvor arbejdsgiveren nægter lønmodtageren at komme på arbejde. De vil heller ikke få udbetlalt løn under perioden.

Det er vist ikke en underdrivelse at sige, at SAS er inde i en turbulent tid, mens kunderne frygter for deres sommerferie.

Men Simon Pauck Hansen holder hovedet oppe.

- Jeg tror altid, at man kan blive bedre. Og det er klart, at der er mange ængstelige, der ser deres sommerferie som værende i risiko, og det forstår jeg godt og beklager. Det er ikke vores ønske, så vi arbejder på at løse konflikten, siger han.