Harboe bliver Kongelig Hofleverandør

Bryggeriet Harboe er udnævnt som Kongelig Hofleverandør af Dronning Margrethe.

Bryggeriet Harboe er udnævnt som Kongelig Hofleverandør af Dronning Margrethe. (Foto: Francis Dean © Scanpix)

Bjørnebryggen er rykket fra discounthylden i Netto til Amalienborg. Det mere end 120 år gamle danske bryggeri Harboe er udnævnt som Kongelig Hofleverandør af Dronning Margrethe.

- Vi har fået et meget fint brev fra dronningen, hvori det blev meddelt, at vi er blevet udnævnt som kongelig hofleverandør, siger koncerndirektør Ruth Schade til borsen.dk.

På spørgsmålet om, hvorfor et discountbryggeriet gør eksklusive mærker som Birger Christensen og Royal Copenhagen følgeskab som kongelig hofleverandør, lyder det:

- Vi har i en årrække leveret en række produkter til kongehuset, og det er vel det, vi nu får anerkendelse for, siger Ruth Schade.

Hvem i kongehuset, der gerne nyder en Bjørnebryg eller en Harboe Pilsner, vil Ruth Schade dog ikke ud med, og et ferieramt Hofmarskallat kan heller ikke besvare spørgsmålet.