Hårdt finans-år giver milliardtab hos ATP

ATP har for første gang siden 2008 år tabt penge på sine investeringer på de finansielle markeder.

Et skidt 2018 på de finansielle markeder har givet milliardminus på ATP's investeringer. (Arkivfoto) (Foto: AFP PHOTO/Peter PARKS © Ritzau Scanpix)

Et hårdt 2018 på de finansielle markeder har kostet pensionsselskabet ATP et tab på 3,7 milliarder kroner på sine investeringer.

Det viser årsregnskabet fra ATP, som omkring fem millioner danskere har pensionsopsparing hos.

ATP-direktør Bo Foged siger i en kommentar til regnskabet, at det var forventeligt med et dårligt år efter en årrække med store afkast.

Især de sidste måneder af 2018 var finansmarkederne svagt kørende.

ATP har haft overskud på sine investeringer hvert år siden 2008, hvor finanskrisen satte ind.

Bo Foged understreger, at ATP har en lang tidshorisont for sine investeringer og derfor har et godt grundlag for at sikre pensionen for danskerne.

Alligevel er der dog en forventning om, at afkastene bliver mere moderate i årene fremover. Samlet forvalter ATP 785 milliarder kroner.

Ud over tabene på finansmarkederne er ATP's resultater også ramt af, at danskerne lever længere.

Sidste år ændrede ATP derfor på sine modeller for levetiden og satte 20 milliarder kroner ekstra til side til pensionerne.

Dermed er det samlede underskud for pensionsselskabet på minus 25,5 milliarder kroner i 2018.

/ritzau/

Facebook
Twitter