Harme borgmestre: Nye låneregler tvinger folk væk fra byen

Folk med høj gæld får sværere ved at købe bolig med et afdragsfrit flekslån.

De nye regler gælder for 17 københavnske kommuner og Aarhus. (Foto: Mathias Løvgreen © Scanpix)

Førstegangskøbere får sværere ved at få foden ind på det københavnske boligmarked, når nye regler om udlån træder i kraft 1. oktober.

Sådan lyder bekymringerne fra flere borgmestre i københavnsområdet.

En af dem, der langer ud efter det nye indgreb, er den socialdemokratiske borgmester Jesper Wurtzen fra Ballerup Kommune.

- Jeg frygter, det kommer til at betyde, at unge mennesker fravælger Ballerup kommune og de andre kommuner, der bliver ramt af det her, siger han.

De nye regler skal forhindre, at boligejere ender i økonomiske problemer, hvis en ny boligboble rammer landet.

Derfor må folk med en samlet gæld, der er fire gange så stor som deres årsindkomst, fra 1. oktober ikke optage de populære afdragsfrie lån med variabel rente, når de skal købe en bolig.

I stedet skal de tage de dyrere fastforrentede lån og afdrage på lånet fra dag ét.

Kommuner frygter at miste unge

I Ballerup frygter borgmesteren, at kommunen fremover kun bliver for ældre mennesker, og at folk med "almindelige indkomster" som skolelæreren og politibetjenten må flytte længere væk fra byen.

- På den lange bane er det problematisk, for når man ikke slår sig ned i en kommune fra starten, så flytter man ikke til, og på den måde bliver kommunerne omkring København for ældre mennesker, siger han.

Også borgmesteren i Rødovre, socialdemokraten Erik Nielsen, vender tommelfingeren nedad over udsigten til strammere regler for udlån i Danmarks to største byer.

- Jeg kan tale for Rødovre Kommune, og jeg kan sige, at der er rigtigt mange byggerier i gang, og der er rigtigt mange unge mennesker i de almene boligområder, som gerne vil flytte ud i nogle af de her ejerboliger. Det får de måske ikke råd til nu, siger han.

Han mener, at de nye regler "kommer som en tyv om natten", og at de virker meget lidt gennemtænkte.

- Det virker ikke seriøst, og det er også derfor, jeg spørger til, om der er en voksen til stede, siger han.

Han frygter, at håndværkere og andre arbejdere, som han kalder dem, må flytte længere uden for København, og at de vil få sværere ved at køre til København om morgenen, hvor de risikerer at blive fanget i køer om morgenen.

- Det er diskrimination af nogle borgere

Thomas Gyldal Petersen, socialdemokratisk borgmester i Herlev, kritiserer også i skarpe vendinger de regler, som træder i kraft på søndag.

- Det virker meget uigennemtænkt, og det virker urimeligt. Det er en diskrimination af borgere i nogle særlige kommuner. Det bryder jeg mig ikke om, siger han.

Han forudser, at nogle borgere i Herlev Kommune kan blive tvunget til at flytte fra deres hus, hvis de på et tidspunkt skal lægge deres lån om.

- Jeg mener, at man skal lave regler, som gælder for alle borgere, og jeg synes, at man skal tænke sig rigtig godt om, inden man indfører regler, der måske slår bunden ud af et boligmarked, tvinger folk fra hus og hjem og gør det meget vanskeligt for unge familier at blive boende i den by, de er vokset op i, siger Thomas Gyldal Petersen.

Dyrere at være førstegangskøber

Nordea Kredit, der er et af landets tredje største realkreditinstitutter, som låner penge ud til boligkøb, regner også med, at de nye regler gør det dyrere at være førstegangskøber.

- Med mindre man har en stor løncheck, vil man blive påvirket af de nye regler, og i det tilfælde vil udgangspunktet være, at lejligheden skal finansieres med et 30-årigt fastforrentet lån med afdrag kombineret med et 30-årigt banklån, udtaler Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea Kredit.

Hun har regnet ud, at det koster en ny boligejer 3.510 kroner mere om måneden at købe en lejlighed til 2,3 millioner kroner med et fastforrentet realkreditlån med afdrag i stedet for et flekslån med afdragsfrihed i ti år.

Priseksempel: Forskel på flere tusinde kroner

  • Du skal til at købe en lejlighed til 2,3 millioner kroner.

  • Du lægger 5 procent i udbetaling og skal låne dig til resten - altså 80 procent i form af realkreditlån og 15 procent i form af et banklån plus optagelsesomkostninger.

  • Tager du et 30-årigt fastforrentet lån med afdrag suppleret med 30-årigt banklån med afdrag koster det dig 8.155 kroner om måneden efter skat.

  • Tager du et 30-årigt F3-lån uden afdrag suppleret med 10-årigt banklån med afdrag koster det dig 4.645 kroner om måneden efter skat.

  • Forskellen er altså på 3.510 kroner.

  • Kilde: Nordea Kredits udregninger

Det kan ifølge Nordea Kredit få nye på boligmarkedet til enten at søge mod en kommune, der ikke er omfattet af reglerne.

- Nogle boligkøbere vil ændre deres boligjagt, når de bliver opmærksom på de nye regler. Enten ved at vælge en billigere bolig, så de ikke længere skylder mere end fire gange deres indkomst, eller ved at flytte boligjagten til kommuner, der ikke er omfatter af den nye regulering, udtaler boligøkonom Lise Nytoft Bergmann fra Nordea Kredit.

Det er Finanstilsynet, der har udformet de nye regler, som skal være med til at forhindre en ny boligboble.

Her kan man ikke sætte ord på, hvor mange der bliver omfattet af de nye regler, selvom Nordea skønner, at der kan blive tale om titusindvis.

Men ifølge vicedirektør Kristian Vie Madsen er 25 procent af udlånet i København og Aarhus i dag kendetegnet ved høj gældsætning og variable renter eller afdragsfrihed.

Med de nye regler skal den andel ned på 15 procent.