Helsingør-borgmester: Økonomi-aftale er for smal – vi må skære ned

Kommunerne kan bruge 1,7 milliarder kroner mere til service næste år. Men det er for lidt, siger borgmester Benedikte Kiær (K).

Borgmester Benedikte Kiær (K) og kommunalbestyrelsen i Helsingør Kommune skal tage stilling til besparelser. (© DR Nyheder)

18 millioner kroner. Det er det beløb, Helsingør Kommune til næste år kan smide oveni de forventede udgifter til børnehaver, skoler og plejehjem.

Men den ekstra pose penge, som den nye økonomiaftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening giver den nordsjællandske kommune lov til at bruge, er ikke stor nok. Det mener borgmester Benedikte Kiær (K).

- Det hjælper lidt henad vejen. Men vi har en kæmpe demografisk udfordring med flere ældre, stigende børnetal og et merforbrug på det specialiserede socialområde. Derfor kommer vi til at reducere servicen til borgerne, siger hun.

Sammenlagt får de 98 kommuner til næste år en serviceramme på 251,9 milliarder kroner. Det er et løft på 1,7 milliarder kroner mere, som de kan bruge på børn, ældre og socialt udsatte borgere.

Forventer et underskud på 60 millioner i år

Men i Helsingør Kommune, der er en mellemstor kommune med 62.000 borgere, rækker de 18 millioner kroner ikke til at bringe balance i budgettet, fortæller Benedikte Kiær.

Kommunen forventer i år et underskud på servicerammen på 60 millioner kroner, hvoraf de 38 millioner kroner skyldes et stigende antal plejekrævende ældre over 80 år.

Derfor skal der sættes en spareplan i gang for at reducere udgifterne i år og til næste år, siger borgmesteren.

- Vi ønsker ligesom alle andre kommuner at gøre det bedst mulige for vores udsatte borgere og for vores ældre borgere. Men de 18 millioner kroner ekstra løser desværre ikke alle vores udfordringer.

Sparekatalog med ringere ældreservice

Kommunalbestyrelsen skal inden sommerferien pege på de services, der skal skæres ned på for at undgå, at Helsingør Kommune rammer sit udgiftsloft.

- Alt er i spil i det sparekatalog, som administrationen har fremlagt, siger Benedikte Kiær.

Et af forslagene går på at skære rengøringen hos de ældre ned til hver tredje uge i stedet for hver anden uge, fortæller borgmesteren.

Et andet forslag handler om at skære ned på antallet af timer i hjemmeplejen og et tredje om at øge den brugerbetaling, som de ældre borgere betaler for deres mad.

- Vi ville være rigtig kede af at skulle skære ned der. Men det er blandt andet den slags, vi ser på, siger hun.

Facebook
Twitter